En gang

15.07.2018 | Jul 2018 | Martin Birkmand

Du strakte dine arme
mod himlen som molerne
i et havneindløb og på
en måde så dine fingerringe
blev lanterner, du kaldte det
hilsen til solen, men jeg må indrømme
at det billedligt gav tryghed. Du
sad på mine skuldre og plukkede
kirsbær som en stæreflok på
titusinde lange bølgende bevægelser
og havet der endeligt kollapser over
det mørke faste sand i strandkanten.
Du kaldte mig “et fyrtårn” og skummede
af grin. Det våde i dit grin er det jeg husker
tydeligst, ja, det røde i dit grin, kirsbær
i dit grin, jeg kaldte dig risalamande, men du
sagde at du var alt for brun, og så smed
du tøjet, og navlen under dine bryster var
mandelformet. Jeg omsluttede den havn som en
anden hybenbusk, hvis det klør, så bare tænk
på smagen, hviskede jeg og kyssede dig mellem
dine ben. Iblandt millioner af fyrretræsnåle. Om
aftenen da gøgen og stjernerne brændte hhv. sang på
himlen, det blev først rigtig mørkt måneder senere, om
aftenen da vi troede allermest på historien om
Sharazad, da jeg endeligt stormede gennem
ørkenen på en sort hingst, forestillede
jeg mig vi som noget uendeligt.

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del