År, efterår

23.10.2014 | Okt 2014 | Martin Birkmand

Om jeg begriber, når
bølgerne slikker på bredden
og de små sten, hvide tænder
i mørket blandt gyngende grene

de river, river i min mund

Om jeg tror på, når
dunhamrene slår ringe i vandet
de slår og slår, og dampen stiger
fra revnerne i vandspejlets flade

det krakelerer, krakelerer min hud

Om jeg endeligt ved, at
skårene i spejlet
ikke er rynker og årer, der
for hvert år, år efter år efter år

spreder sig langs fliserne på væggen

Om jeg nogen sinde vil forstå
hvert evigt eneste efterår

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del