En bjørnetjeneste

02.04.2015 | KP | Martin Birkmand

Jeg var på vej ud for at drukne en sæk med killinger da halvvejs midtvejs en meteor styrtede ned i søen og rev båden over i to. Fra mørket under mig og op til den grumsede vandoverflade steg hvad jeg først antog for en form for hund. Set i det lys kunne jeg lægge mit problem med killingerne til en side dog kun for at erstatte problemet med et nyt. For hvordan skulle jeg nu næste gang nå så langt ud på søen uden en båd? Mit nye problem ændrede hurtig karakter, for hunden viste sig at være en bjørn. Grunden til at jeg havde taget fejl, var ikke de kropslige fællestræk mellem de to forskellige slags dyr, men i stedet de meget spidse og lysende hvide hjørnetænder der var det eneste synlige inden dyret brød med vandoverfladen. "Noget af en smutter", mumlede jeg, og bjørnen rejste sig og bredte sine arme ud over mig. Når jeg stod på tæer på søbunden, gik vandet i glitrende små bølger op ad min hals og helt op til hagen. Blade, agern, grene og en enkelt guldsmed passerede i hovedhøjde, og snart gav det porøse mudder efter, og jeg begyndte at synke i. Væk fra de tætte trækroner og solen der alligevel så småt forsvandt bag et par grå skyer.
Da vandet nåede mig til næsen, spurgte bjørnen mig: "Vil du drukne, eller vil du spises?". "Forstå mig nu ret" gurglede jeg og sprællede lidt da jeg var begyndt at fryse, "aller helst vil jeg at du hjælper mig med at få alle disse brædder og vragstumper samlet sammen igen så jeg kan få lavet min båd.". "Den slags er jeg desværre ikke", svarede bjørnen. Derefter blev alt sort.

"Det er det jeg siger, Gustav" skriger Gerda fra den modsatte side af rundkredsen og rusker i sin rollator, "Ordene ændrer hele tiden betydning med tiden! Det er ikke til at forstå!".

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del