Det Jazz

23.04.2013 | Om at danse | Martin Birkmand

Det' Jazz.
Hornet blæser stormende bølger i luften
så bordbenet spændes.
Det' Jazz.
Øllet skummer i mine øjne
så tårer kribler på mine kinder.
Det' Jazz.
Saxofonen rykker i mine muskler
min bevidsthed suges overbord.

Det er aften.
Jeg griber fat i bordets skarpe kant
jeg vil op på toppen at stå.
Det er højt.
Jeg vil op på toppen af livet
jeg vil danse i klipper og sne.
Det er farligt.
Jeg danser på kanten mod afgrund
lykken gør mig skæv og svimmel.

Det er nat.
En bølgende krop i det røde sand
med smagen af sved og salt.
Det er sensuelt.
Hun siver mellem mine fingre
triller ned på min nøgne hud.
Det er tørt.
Jeg kurrer ned i det bløde skød
bliver vugget, indhyllet og varm.

Det er lummert.
Vi forenes tæt som en urskov
vi slanger os i fugtige blade.
Det er grønt.
Vi snor os om hinanden
ånder, stønner og sveder.
Det er sødt.
Vi spiser af frugter som sukker
vi drypper tykt som honning.

Det er blevet morgen.
Jeg går mod s-togsstationen
utro mod byen, der er grå og privat.
Det er sølet.
Regnen siler tyndt på mennesker
gør dem våde, så de lugter af hund.
Det er trist
når han vender ryggen mod flokken
for bag de dryppende brilleglas
bag spejlbillederne, vurderingerne
dér i øjenkrogen ligger den lille sorte plet
der er for enden af selv det smukkeste eventyr. /Det er slut.

Ældre Nyere Tekster Kommentarer Del