Glædelig Jul!

24.12.2018 | højtid

Så er det blevet juleaften bare om dagen. Jeg sprang de sidste par søndage i advent over, og undskyld for det, men jeg har altså en gave til jer denne. I forlængelse af anden søndag i advent besluttede jeg at låne bogen Fake News. Den kom hjem til Ballerup Bibliotek for nogle dage siden, og jeg har så brugt dagen i går på at pløje den igennem. Spændende læsning.

Problemstillingen i bogen er at mængden af information er blevet for voldsom. Vi er alle udstyret med en opmærksomhed, men denne er begrænset. Vi har kun et begrænset antal timer i døgnet til at fokusere den. Samtidig er det blevet en politisk finte at være rablende at høre på (tænk Trump). Hvis et medie (feks. en avis eller tv-station) ikke skriver om rablende politikere, gør de andre medier det. Medier er privatejede og vil gerne tjene penge. Vi vil gerne læse om rablende politkere (sensationer), og resultatet bliver så at al sendetiden (eller spaltepladsen) går til rablende politikere. Disse er for det meste ligeglade med om omtalen er god eller dårlig, bare der er omtale. De kan feks. deevaluere mediet ved at påstå at det tilhører en elite af politisk korrekte mennesker der ikke hører til de gedigne gode borgere af landet (populisme). Samtidig er der måske en gruppe af radikale hjemmesider der spreder historier om denne rablende politikers modstandere. Disse kan være lige så rablende som vores rablende politikereksempel her, de gør bare det at de øger informationsmængden. Vi har ikke opmærksomhed nok at give ud af, derfor er det eneste du har tænkt på gennem den sidste Amerikanske valgkamp, Trump. Og voila. Vi er på skideren.

Men er det så slemt? Ja, det er det. Det handler ikke bare om mennesker som Trump. Hvad med vores klimaproblemer, vores problemer med fattigdom osv. Disse bliver total ignoreret hvis det eneste vi diskuterer, er om Trump har ret, eller om det rabler for ham. Eller om det er ved at tage overhånd med de der speltbrødsmødre. Udgør København feks. en elite af landsforrædere?

Hvad er løsningen så? Lån bogen (på biblioteket (public service er nemlig en del af løsningen)), og find ud af det.

Glædelig tredje søndag i advent. Husk at bruge alle dine penge på julegaver (forbrug udløser endorfiner, i det mindste i en meget kort periode), og husk at tygge grisen to gange. Det hjælper på fordøjelsen og viser at du har en holdning til vigtige problemstillinger. Feks. den om at flæskesteg er et vigtigt symbol på vores ganske kultur.

Index Kommentarer Del