Joker quotes og manipulation på sociale medier

01.05.2022 | sociale medier

Jeg er ved at læse bogen This It Not Propaganda af Peter Pomerantsev. Den kan klart anbefales. Den handler blandt andet om social-media-manipulation. I den er der en historie om en person fra Fillipinerne der har specialiseret sig i at manipulere sociale medier. Han hævder at han var en af hovedkræfter bag at få psykopaten Rodrigo Duterte valgt ind som præsident. Metoden er egentligt ret simpel. Alligevel er den vist ret effektiv. Altså man opretter en facebook-gruppe (eller en på et andet socialt medie). Gruppens tema er noget personligt. Feks. kærlighed, personlig udvikling eller hvad der gør folk glade. Noget relaterbart. Noget der får folk til at åbne sig op og involvere sig i gruppen. Derefter begynder man med jævne mellemrum at poste propaganda i gruppen. Alternativt hvis man vil sælge noget der passer til temaet, kan man indskyde det. Feks. kan man i en gruppe der handler om kærlighed, måske indskyde nogle voldtægtsstatistikker og evt. en reklame for tåregas eller en præsidentkandidat der lover at gøre noget ved voldtægt. Ideen er at man rammer lige ind i sin kundekreds der hvor den er aller mest mobil, nemlig der hvor den fyldes med frygt. For at styrke de her grupper kan man få nogle trolls til at skrive kommentarer.

En interessant ting her (der er flere) er den at man engagere folk ved at appellere til det personlige, følelsesmæssige, det abstrakte. Man kan måske argumentere for at det gør folk dummere (læs: fattig på kritisk tankegods) at man implicit overbeviser dem om, at det vigtigste her i verden er dem selv og deres følelsesliv. Jeg ved det ikke. Men det er fascinerende hvor populært det er at få folk til at tale om sig selv. Det er en facebook-ting, på den anden side udgives der ret meget autofiktion og musik der netop handler om folk selv og deres indre følelsesliv. Hver gang der bliver udgivet autofiktion, er der altid et hav af anmeldere der skal forklare hvor modigt og ærligt det er. Som om ærlighed er en litterær kvalitet. Som om det vigtigste her i verden er det personlige og det indre. Som om at den måde du er forelsket på, er forskellig fra den måde jeg er forelsket på. En anden farve sommerfugle i maven, måske. I hvert fald kræver det ikke rigtigt noget af én at tale om sig selv. Jeg mener, man skal jo ikke lære noget nyt.

Der er læssevis af populære grupper på fb hvor lige præcist ens indre er i centrum. Af en eller anden grund får jeg hele tiden foreslået grupper med Joker-citater (skurken fra batman). Feks:

Joker-quote: jeg holder ikke på hemmeligheder, jeg holder bare folk på afstand af hvad jeg foretager mig.

Hvorfor få livsstilsråd fra en psykopatisk og fiktiv skurk? Quoten er så vag at jeg ikke ved hvad man kan sige om den. OK, måske? Er der overhovedet en forskel på at holde på hemmeligheder og at holde folk på afstand af ens private foretagende? Gruppen og et opslag som dette er forholdsvis populært:

27k likes/hjerter og 228 kommentarer

Udover supplerende livsstilsråd er der et par personlige beretninger i kommentarsporet:

Kommentarer under quoten

Problemet er at gruppen og lignende grupper er spild af liv. Hverken quoten eller kommentarerne giver mening. Det er som om de har opfundet deres eget abstrakte sprog de ikke engang selv forstår. Folk skulle hellere læse om manipulation på sociale medier. Der er endda en gratis pdf der er ret god: Media Manipulation .... Det interessante er hvor simpelt det egentligt er at få mennesker til at engagere sig i en gruppe på et socialt medie. Efter engagement kommer en af Putins troll-farme og spreder propaganda.

Joker-gruppen er bare ét eksempel. Tænk hvis alle populære grupper på fb potentielt set er sat i gang af en af Putins undersåtter for at sprede propaganda. Hele ideen med at manipulere på denne måde er at skabe splittelse. Kunne man feks. forestille sig en gruppe der går ind for særregler for indvandring, og en der er imod. Kunne man så forestille sig at der i hver gruppe opstår et had til den anden gruppe. Et had der måske udvikler sig radikalt. Kan man opskalere? En lignende gruppe bare på EU-niveau. Globalt niveau. Og en hær af trolls i hver gruppe der holder liv i hadet. Hvorfor skulle den Russiske regering ikke starte sådan en gruppe? Lyder det for syret? Jeg tror sgu desværre det er virkelighed. Lov mig at du læser den bog!

Index Kommentarer Del