Tessa og tro i Janteloven

26.12.2022 | artikel

Jeg ramlede ind i en tråd på fb under Berlingske. En eller anden artikel om et Rolex-ur. En skriver i kommentarsporet:

N ... Sikke mange misundelige jantelovskrigere, der er i dette kommentarspor ... Rolex er en fed pensionsopsparing - men det ved i øjensynlig ikke. 25. dec ...

Det fik mig til at tænke på Tessa som blandt andet synger:

Jeg hænger kun med bitches der ikk' gi'r en fuck for janteloven Rocker solbriller og stiletter?på?en mandag morgen

Hvilket fik mig til at tænke på et Høeck-digt. Og til sidst tænkte jeg sgu at jeg nok hellere måtte slå den jantelov op:

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

Tessa er ikke den første til "ikke at gi en fuck for janteloven". Jeg kan huske at folk var vilde med Nick og Jay netop fordi de var ligeglade med janteloven. Altså en eller anden idé om at Nick og Jay brød med Janteloven ved at synge om at score damer og brænde penge og benzin af. Den hate der altid synges om i hiphop, er den ikke bare et andet ord for jantelov?

Høeck skriver om første paragraf - den om at du ikke skal tro at du er noget. Han er enig i paragraffen. Og her vil jeg nok give ham ret. Hvorfor skal man rende rundt og tro at man er noget. Er det ikke bedre bare at være noget.

Alle paragraffer udover 8 handler om at du ikke skal tro. Man kan jo hælde pointen fra Høeck-digtet udover hele rækken af paragraffer - altså du skal ikke tro noget som helst. Du skal vide det. Eller alternativt: lade være med at gå op i det. Inden for litteratur er der begrebet show, don't tell. Ideen er at du skal vise det du vil sige, i stedet for bare at sige det. Ville det ikke være meta og fedt hvis Tessa viste at hun vil skide på hate og jante, i stedet for hele tiden at synge det? På den måde har janteloven slet ikke noget på hende, vel? Hun slipper for at veksle mellem at tro på at hun vil skide på hate, og bekræfte sin egen tro ved at synge det. Den eneste oprigtige måde at skide på noget er vel slet ikke at skulle forholde sig til det.

Det med Rolex-uret: hvor reelt er det at du tror noget som helst fordi du har købt et Rolex-ur? Hvis du tror du er mere end mig fordi du har købt et Rolex-ur, vil jeg nok påstå at du har misforstået noget. I det hele taget kan du aldrig bilde mig ind at forbrug har noget som helst med at bryde fri af janteloven at gøre.

Vi kan inddele forskellige ord i forskellige klasser. Vi kan jo starte med at sige at vi har en klasse der hedder negative ord. Ord i denne klasse kan man putte på andre mennesker, og disse mennesker skal så ses negativt på. Feks. at man er underlagt janteloven. Eller at man er nazist. Eller lignende. På den måde kan man skabe et negativt syn på en person blot ved at pådutte et prædikat. Problemet er så hvis betydningen af ordet forsvinder. Altså hvis folk ikke fatter hvad janteloven går ud på. Samtidig med at folk bruger det som skældsord. Det er lidt syret: at rakke ned på andre uden at vide hvad man siger. Man ved bare at man rakker ned. Anyway, det ender med at være en meningsløs ting man bare skal rappe om eller skrive i kommentarsporet på berlingskes fb-side: "fuck janteloven". Eller måske er det ikke sådan det ender, måske er det bare sådan det er.

Index Kommentarer Del