To The Modern Man (TTMM) er en rakken ned på den moderne mand, hans forlorenhed, dobbeltmoral og skrøbelighed. Den er vel ment feministisk, men man er jo engelsk og kan både betyde mand og menneske. Så bogen kan handle om moderne mænd og kvinder - især hvis sidstnævte har en pik de høvler løs på til eget spejlbillede. Den er skrevet i anden-person - der er en usynlig fortæller der skiftevis hakker løs på et skvat af et du, samt håner du'et for den barndom der har skabt det. Det går der så ~70 sider med.
Måden der i bogen bliver rakket ned på, minder mig lidt om artikler af tradwifen/selverklærede filosof Eva Selsing. Forskellen er at TTMM er fiktion. Det giver et ekstra lag man skal forholde sig til. Altså de nedladende forbandelser og besværgelser burde falde tilbage på fortælleren og dermed læseren. Jeg kan bare ikke finde sprækkerne i sproget hvor fortælleren snubler og kommer til at udlevere sig selv. Det lykkedes ret godt i Daugbjergs Rygtet der også er skrevet med en anden-persons fortællerstemme. Her ramler al småborgerligheden tilbage i fjæset på læseren selv. Et andet eksempel er serien Succession. Massere af filisteri og forskruet følelsesliv. Men samtidig får man som seer mulighed for selv at danne sig en forståelse af hovedpersonerne.
Der er passager hvor vi næsten kommer ind på livet af du'et - hvor feks. traumatiske episoder fra barndommen bliver genstand for fortællerens perfiditet. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på fortælleren som en psykopatisk type der lever og ånder for sit offers lidelser. Hvis man tager metakappen på og anstrenger sig, kan man måske se bogen som et eksempel på hvor skruppelløse vi kan være når vi sammen har fundet et offer der skal tværes ud. Men det synes jeg alligevel er for søgt. Jeg kan ellers godt lide at læse om uforståelig ondskab. Men jeg kan ikke rigtigt finde en fed version af den i TTMM.
Bogen er beskrevet hist og her som Besværgelseslitteratur. Jeg vil slå et slag for forargelseslittetatur i stedet. Sociale medier som feks. facebook rangerer/giver points til indhold man poster. Jo flere point, jo mere eksponering får det. Der gives især point for hvor meget interaktion der er på et opslag. Der er en række ting der motiverer/engagerer os ud over det sædvanlige, en af dem er vrede eller forargelse. Et opslag der forarger os, får os til at interagere med det - det kan være meget svært at lade en god forargelse ligge, slet ikke at give udtryk for den. Det får så points, bliver mere eksponeret så flere ser det og bliver forarget og interagere med det. Altså kan forargelse få et opslag til gå viralt. Jeg kan ikke forestille mig andet end at forlaget bag TTMM (og herunder deres marketingsafdeling) er udmærket klar over hvor populær en bog som denne kan blive - netop pga. den foragt den vækker i mange af os. Til gengæld er jeg ret sikker på at der er en del flere der taler om TTMM, end der har læst den. Det er nogenlunde samme mekanismer som da Karian Pedersens Helt ude i hampen (som jeg ikke har læst) gik viral. I øvrigt fra samme forlag. Forskellen er at TTMM har forargelsen at buldre på, hvor Helt ude i hampen blev en politisk/idealistisk sammenkogt ret på de sociale medier. Af en eller anden grund er feks. DR ret opmærksomme på hvad der sker på sociale medier. Det er som om de prøver at følge med i debatten og købe sig ind på hvad der hitter, i stedet for at skabe et alternativ. Så virale ting er næsten sikret adgang til DR - TTMM har feks. været i Deadline samt forskellige radioprogrammer.
Der er to sider at placere sin foragt på: Den ene side er for dem der vitterligt synes du'et er så latterligt som det beskrives. Den anden side er for dem der mener at bogen er et udtryk for hvor nedladende feminister er mod alle dem med det forkerte køn. På den måde er bogen også polariserende. Problemet er at den er formålsløs. Jeg tvivler på at den flytter mennesker, at den giver mennesker der lever som den moderne mand, selvindsigt. På den anden side er der alle dem der igennem bogen bliver bekræftet i deres syn på den moderne man(d). Altså de har mødt/kender en moderne mand og får her bekræftet at han er så latterlig som de hele tiden har ment. De flytter sig vel heller ingen steder. Så vi er lige vidt.
Det synes jeg ikke, nej. Generelt har den et ret tungt sprog. Nogle steder er sproget næsten uforståeligt, feks:
(side 26): hvis garderobeskabe og hemse du benytter til at forlænge din egen blodfattige penis med, som ved stuklofternes fotokunstens, mosaiklampernes vægt gradvist bliver trukket mod de skibslakerede egetræsbrædder, der sammen med resten af lejlighedens interiør i al sin voluminøse stråleglans tjener til at kompensere for din lave selvfølelse
Har du'et bundet sin blodfattige pik fast til stuklofterne og mosaiklamperne? Og er de ved at smelte? Eller hvordan helvede trækker de i noget som helst?
Et andet eksempel her:
(side 26): Endskønt du ynder at finde belæg for din manglende følelsesmæssige formåen i den normkritik, du med det tillærtes ihærdighed skamløst bruger som påskud for din utilpassethed og for din akavethed
Endskønt hvad? Belæg for manglende følelsesmæssige formåen som så bliver et påskud? Ikke videre elegant, synes jeg.
Her er lige en til:
(side 35): på hvis hylder du nøje udvælger de værker, der retteligt afspejler din personligheds plasticlysekrone, hvis imiterede krystaller hænger dér under hinanden i lige rækker, og som i vinde fra dit åndedræt bevæger sig og kaster omverdenens anderkendelse rundt som små lysende prikker på væggene i dine stuer en suite.
Jeg kan huske at min farmor havde sådan en lysekrone. Jeg har ikke set en siden. Er det da en sigende metafor for noget som helst? Brugt på den her måde bliver det ret forceret, synes jeg. Der er ikke noget flow og/eller pondus i sproget når det er svært at leve sig ind i det.
På selv samme side (side 35) popper metaforen din selvtillids kviksølvssøjle op. En søjle af kviksølv? Hvad helvede er det? Det sker flere steder at der dukker de her volapyk-metaforer op. Igen, de ødelægger flowet for mig.
Bogen vrimler med GAS-sætninger, her et par stykker (jeg tror der i gennemsnit er til mindst én på hver side):
Normalt synes jeg godt jeg kan abstrahere fra den slags. Men her gør GAS-sætningerne bogen tung at danse med. Jeg kan da lige supplere med en meta og nærmest rekursiv en:
genitivets pikbaskende ejefald
Som rakke-ned-middel bruges læssevis af prædikater. Jeg ville sgu ønske at ham staklen var beskrevet gennem handling i stedet. Jeg er med på at fortælleren hader ham. Jeg synes bare ikke hadet smitter specielt. Jeg synes heller ikke det er sjovt.
Og så er der de evindelige antikvariske ordstillinger, feks:
(side 36): at deres sidste anveldelsesdato minsandten er oprunden, og hvis deraf følgende prisbillighed per automatik tiltrækker din påholdenhed
Det er ligesom at læse Ude og Hjemme anno 1921!
Bogen vælter rundt i klodsede alvidende allegorier, feks her om hanmyrer der ligger og flader ud ved myredronningen:
(side 46): mens de spinkle hanner ligger i bunker og klynger omkring hende med nedadbøjede følehorn, stakåndede gispende efter vejret. Nu hvor deres tynde ben omsider har givet efter for kroppens vægt, nu hvor de akkurat har formået at udføre denne den eneste mening med deres dagkorte tilværelse, nemlig at få udsultet deres sperma, hjernevaskede som de er af den knap registrerbare fysiske nydelse, de håber at opnå under denne akt, de udelukkende agerer statister i, men som de ikke desto mindre vil svømme gennem floder af snot, vil ... deres desperate tvangsmæssige forsøg på at modbevise den mentale passivitet, der i alt definerer deres meningsforladte tilværelse.
Jeg er med på at moralen her skal overføres til os mennesker. Men hjernevaskede hanmyrer? Stakåndede ditto? Hanmyrer der desperat forsøger at modbevise den mentale passivitet, der i alt definerer deres meningsforladte tilværelse? En hanmyre der er klar over det meningsløse i egen tilværelse?
Den her smøre:
(side 54): de arkæologiske fund, du gerne står på hovedet i second hand-forretningernes rodekasser efter, om muligt at din indre excentriker også i din klædebons look kan materialisere sig i den collage af 80'er-inspirerede retroklude, du ynder at udmaje dig med i den evindelige nostalgi, din indbildte barndoms tabte paradis trækker i kølvandet på dine puerile kondisæt, dine svedarmbånds koboltblå frotté.
Det er ejefald på ejefald på fucking ejefald. Man aner ikke hvem helvede der ejer hvad til sidst. Kom nu til sagen! I stedet for de her langtrukne ugebladsnovelle-ejefaldskonstruktioner.
Der dukker engelske fraser op hist og her, jeg aner ikke hvorfor:
(side 58): For den utrolige tanke, at din selvudviklings færd skulle nå sin kulmination right here, right now
Der er ingen følelse med hvordan de to sprog harmonerer med hinanden. Jeg får et chok hver gang jeg får hakket mig gennem et par sider af det her forsamlingshusdansk for så at ramle ind i noget engelsk. Hvor kommer det fra? Er det en reference til et eller andet? Hvilket formål tjener det?
Det her irriterer mig bare:
Alligevel fatter du ikke, for alt er så sløret under din selvberuselses høje promille, at kerubernes flammesværd snart vil bore deres yderste spids helt ind i din blege balle og puffe dig ned fra den himmelstige, du kravlede op ad, ...
Det er kendetegnet for hele bogen: at fortælleren styrer hvorfor og hvordan vi skal hade ham den moderne man(d). Det er umuligt at danne sig sit eget billede af hvorfor den moderne mand er så træls - hverken som en abstrakt størrelse eller den konkrete version vi følger. Jeg synes det er at snakke ned til læseren - man får ikke lov til at forstå noget som helst. Man får bare at vide at sådan er det. Der er nogle huller hist og her hvor vi møder ham i hans barndom eller ungdom. Her møder vi de problemer han døjer med:
For der var ingen der kom dengang du lå og græd ... Mor forstod helt tidligt at hærde din psyke, så at hun ikke skulle besvære sig, blive hjemme fra arbejde og pudse din snottede næse ...
OK. Så jeg kan opbygge medlidenhed med ham. Men jeg kan på ingen måde relatere til hadet til ham. Det falder tilbage på fortælleren der selv virker smålig og fuld af had. Problemet er at fortælleren heller ikke rigtigt eksisterer i bogen. Der er intet udover de små bidder af medlidenhed jeg som læser kan få fat i. Hvis nu fortælleren til sidst i bogen trådte ud af at skab iført klaphat og med Se og Hør under armen og en tom kasse bajere denne havde drukket. Så man kunne se hvordan denne pisse sure fortæller fremstår. Eller hvis man til sidst fandt ud af at fortælleren ER du'et. Bare et eller andet der tilføjer noget kompleksitet, nogle dimensioner. Noget at forholde sig til som læser.
Og så er der bare kategorien af logisk båndsalat:
Må den modsætning, du ellers til enhver tid ville fornægte mellem eksempelvis din morgengymnastik og din frihedstrang, alligevel forekomme dig at rumme en vis modsætning.
Altså må en modsætning rumme en vis modsætning? Hvis en modsætning rummer nok modsætning, forsvinder den så? Som minus gange minus? Eller imploderer hele universet?
Der er et eneste sted hvor sproget brager igennem med tilpas raffinement og præcision, nemlig hvor den moderne mand beskrives i tredje person:
(side 16): Den moderne mand kan bevæge sig i et rum. Rummet er grænseløst og strålende lyst. Det er et tomt rum, her er ingen grænser, her er ingen ting. Går, løber, springer, falder, går, lægger sig, lægger sig. Se, nu falder han. Sådan falder han. Hvordan falder han? Sådan falder han. Hvem er han, hvad kan han, hvad vil han?
Sikkert. Der bliver skudt med spredhagl i bogen. Alt fra det at gå op i racisme og kønsdebat til det at gå op i sundhed, påklædning, mad og hvor tit og hvordan man skider, bliver forbandet. I hvert fald når det er den moderne mand der gør det. Det er ikke fordi jeg sidder her og tænker at jeg må ændre min tilværelse efter at have læst bogen. Det er mere fordi jeg tror det er meningen at jeg som mand i et moderne samfund helst skal komme ind på hvorvidt/i hvilket omfang denne bog har fået skovlen under mig.
Jeg giver den fire. Den får fire for den marketingsstrategi der sikkert ligger bag. For det at den skriver sig lige lugt ind i al den had og polarisering der gennem sociale medier er ved at underdreje menneskeheden - the modern man. Helt meta!
KommentarerDu skal skrive minimum 3, 3 og 5 tegn i navn, email hhv. kommentar