Digtteknikker: Omvendt ordstilling (inversion)

27.04.2025 | digte

Jeg fandt den her artikel om omvendt ordstilling. Af Lasse Gammelgaard. Dansk er et SVO-sprog (Subjekt Verbum Objekt). Omvendt ordstilling bruges mest normalt til at gøre en sætning til et spørgsmål, feks. hvis vi har

Jeg har et hus

Kan vi vende op og ned og få:

Har jeg et hus?

Her flytter vi verballeddet op foran subjektet - altså VSO. I poesi bruges omvendt ordstilling dog også til feks. at tvinge rim ind i linjeendelser. Specielt i gamle digte. Vi graver lidt i kalliope.org/da og finder ret hurtigt Oehlenschlägers på mere end een måde arkæologiske digt Guldhornene:

Oltids Bedrifter anede trylle; men i Mulm de sig hylle, de gamle Skrifter. Blikket stirrer, sig Tanken forvirrer. I Taage de famle. „I gamle gamle hensvundne Dage! da det straalte i Norden, da Himlen var paa Jorden,

Det er sgu sager! Feks. har vi:

men i Mulm de sig hylle

Det er lidt af en bedrift at skrive den om til korrekt syntaks, vi prøver:

de lader sig hylle i mulm

Så i den originale har vi altså en OSV-konstruktion. Vi kan også prøve:

sig Tanken forvirrer.

Igen er det lidt svært at konvertere til korrekt syntaks. Jeg tror vi får:

Tanken forvirrer sig

Eller

Blikket stirrer og forvirrer tanken

Beats me. Men givet første har vi en OSV-struktur igen.

Anyway. Den slags ordstilling ses nok som bedaget. Den virker tung og presset ned over digtet. I artiklen argumenterer Gammelgaard for at omvendt ordstilling er både marginaliseret og stigmatiseret i stilistikken. Jeg tror overhovedet ikke den slags bliver brugt længere. Jeg synes i det hele taget det er forholdsvist sjældent jeg støder på et digt der rimer.

Grammatisk og Ugrammatisk omvendt ordstilling

Gammelgaard skelner mellem to typer omvendt ordstilling (eller fra nu af bare inversion). Først er der grammatisk korrekt, feks. spørgsmål som længere oppe, eller når der byttes rundt på bisætning og hovedsætning. Det sker feks. ofte når vi udtrykker implikationer:

hvis jeg har en kat, gør min hund.

Her flyttes verbet op foran subjektet: gør min hund. Helt normalt ville det hedde:

Min hund gør hvis jeg har en kat

Men den første version er velformet. Og den svarer også nogenlunde til hvordan vi formaliserer en implikation:

jeg har en kat ⇒ min hund gør

Og så er der den ugrammatiske. Det er den der har med digte at gøre.

Lad os bruge artiklen som forbillede og undersøge videre på (specielt ugrammatisk) inversion der dukker op i digte. Her er lige et citat Gammelgaard nævner fra bogen Stilistik. Sprogets former og litterære figurer (af Kirsten Rask):

I dag føles den slags omvendte ordstillinger meget kunstlede – på grænsen til det komiske

Eksempler på ugrammatisk inversion findes (udover selvfølgeligt i digte) i reklameslogans, feks. fra Apples Power is Machintosh. Eller helt klassisk fra Yoda i Star Wars.

Tilbage til det med stigamatiseringen i poesi. Gammelgaard skriver:

Noget kunne altså tyde på, at når lægfolk eller ikkedigtere i dag sættes i en situation, hvor de undtagelsesvist skal forsøge at producere poesi, så tænker de per automatik, at det skal rime, og som en konsekvens af det kommer de til at anvende omvendt ordstilling. Ja, i nogle tilfælde opererer de måske endda med en uartikuleret/ubevidst poetik, hvor omvendt ordstilling i sig selv markerer den målstreg, der skal krydses, for at en tekst kan opnå status som digt.

Det er præcist min anke ift. GAS-sætninger. Altså begge dele måske sker ubevidst, og at for at skrive digte skal man være sproglig bevidst.

Fundamentfeltet

Fundamentfeltet er åbenbart første del af en sætning. Typisk subjekt eller adverbialled. Det sættes først for dermed at blive gjort til emne. Det kan skabe en grammatisk inversion. Feks. nævnes i artiklen dette fra Sommerfugledalen:

I Brajčinodalens middagshede luft, hvor al erindring smuldrer, og det hele i lysets sammenfald med plantedele forvandler sig fra duftløshed til duft, går jeg fra blad til blad tilbage

I Brajčinodalens middagshede luft er et adverbialled. Det er tungt som ind i helvede. Og tjek hvordan Christensen holder sig på den rigtige side af syntaksen ved at indskyde sætninger og hvad har vi.

OK. Så vi har de der OSV(eller SOV)-konstruktioner (feks. fra Guldhornene) som er ugrammatiske. Så har vi dem hvor vi rykker led frem i fundamentfeltet, og som er grammatisk korrekte. Der er også dette eksempel fra et Aarestrup-digt:

Vær dog grusom ei, o Jord! Styrt saa tungt ei, kolde Draaber!

Interessant nok! Den der negering "ei" sættes jo til sidst i hver linje og gør at man ledes til at tro et eller andet og bliver så forstyrret i sin tro. A la enjambement eller Garden Path.

Poetisk Licens

Poetisk licens er åbenbart at lade det poetiske herske i digte og ikke tage hensyn til korrekt syntaks og så videre. Jeg er bliver sgu varm indvending når ord som Poetisk Licens får formel definition. Holberg mener om poesi er at det er kunsten at forvirre talen og bringe ordene af deres naturlige form. Her er et stykke fra Holberg (og fra artiklen):

Af egen Skygge sig paa Flugt at lade drive, Til Latter ikke kand saa stor Anledning give

Det bliver både nævnt i artiklen og nu af mig at det virker som om sproget tager kontrollen over Holberg. Den form og de rim der er i stykket, bliver totalt presset ned over det. Det er næsten uforståeligt hvad der står, og der er taget så mange omveje for at nå dertil. Hvis det var et matematisk bevis, ville man kalde det uelegant. Altså hvis man er slave af rim på denne måde, mister man totalt kontrollen over hvordan der skrives.

Positiv Opfattelse af Inversion

Inversion kan medføre flertydighed (i hvert fald er poetisk). Tag feks. denne stump digt fra artiklen:

Nu bli’er det stille – Tiden Sorgen tæmmer – Nu hviler Alt, og dødt er hendes Sind – Endnu en Røst – det Døden er som kalder – Da bliver Scenen dunkel, Tæppet falder

Altså tæmmes tiden af sorgen, eller sorgen af tiden? Opklaringen kan ikke ske på baggrund af grammatik - den er jo ødelagt. Vi kan i stedet bruge semantik eller kontekst til at forstå hvad der sker. Da døden senere bliver nævnt, er det jo nok tiden der tæmmer sorgen - altså har vi brugt konteksten. Interessant!

Der er mere udforskning af inversion i artiklen. Den er på sin egen ret nørdede måde ret spændende. Jeg vil egentligt gerne slutte af med at dette burde kunne bruges kreativt i digtning - endnu et poetisk greb til værktøjskassen. Jeg ved ikke helt hvordan. Hvis vi skider på korrekt syntaks, har vi en hel række muligheder. Vi prøver lige noget - jeg præsenterer hermed det omstillingsparate digt Ordvendt Omstilling:

Ordvendt Omstilling

forstås digte skal spises ikke jeg slæbes og efterlader sproget efter blodige striber gennem en lastbil

Altså:

digte skal forstås ikke spises, jeg slæbes gennem sproget af en lastbil og efterlader blodige striber

Jeg tror der er præcist samme ord i de to. Det burde altså bare være en permutation. Poetisk licens - om ikke andet!