Om det mærkelige i digtning, en anmeldelse af Chickenwings og next level øko-poesi

10.05.2025 | digte

Jeg fandt lige en anmeldelse af Rasmus Nikolajsens Sort drømmende drøm i information. Den bliver anmeldt som for artig. Den (samlingen) handler vist om at sproget er utilstrækkeligt til at beskrive de(n) krise(r) vi lever i. Så hvorfor så forsøge? Jeg har ikke læst den, så jeg ved det ikke. Hermed en opfordring - måske også til mig selv. Det fik mig til at tænke på at digtning burde være noget indre, noget først og fremmest sprogligt - en leg med ditto. Og ikke en kanal til at udtrykke holdninger og politiske ståsteder. Det må man selvfølgeligt gerne. Men ikke ud fra præmissen om at digtes værdi er i den holdning man udtrykker - værdien burde være i hvor god man er til sproglegen. Derfor fungerer det slet ikke at skrive digte ud fra sprogets utilstrækkelighed.

Det vælter frem med digte der udtrykke frustrationer med kroppen og køn(sroller), med psykisk og fysisk sygdom, med vores klima, med angst og så videre. Men hvis der ikke er andet i digtet, er der jo ikke noget specielt ved at digte. Og der er noget specielt ved digte - nemlig sproget i digtene - hvordan sproget bruges og misbruges og ødelægges og sættes sammen til noget nyt og anderledes og mærkeligt og dermed smukt.

Apropos: det mærkelige i øko-litteratur findes. Anmelderen, Lukas Ballin, linker selv til en anmeldelse han har skrevet, af Nynne Roberta Pedersen Pedersens Chickenwings. Jeg har bestilt den hjem på biblo, bare rolig! I den hedder det blandt andet:

jeg vil græde over min smerte og siger det til dig i et tusmørke af nattergale med dolke kys og dig Jeg vil dræbe det eneste vidne til mordet på mine blomster forvandle min gråd og sved til en evig dynge hvede jeg elsker dig du elsker mig må aldrig ophøre men altid flamme med sol i forfald og gammel måne.

Med sol i forfald og gammel måne. Og tusmørke med dolke kys og dig. Det er sikkert stadig i øko-genren. Men sproget er så særegent - ja mærkeligt. Det er for fedt at læse. I anmeldelsen nævnes også ret elegant enjambement fra samlingen:

jeg har for meget sandt at sige

I det hele taget virker det til at være en samling med smukke poetiske greb og bemærkelsesværdigt sprogbrug. Den er udgivet på et lille forlag. Jeg synes selv jeg skriver i samme genre, nemlig det mærkelige. Det er synd at man skal lede hos de bitte små forlag eller i Hvedekorn (ikke at jeg ikke kan lide at lede i Hvedekorn, you get the point) efter de her mærkelige, ejendommelige og kreative sproglige udfoldelser. Bevar os, der må gerne være digte der beskriver kønsforvirring og øko-apati. Men det er som om de her emner har kapret og fjernet det der gør digtning specielt - nemlig det kreative og fantasifulde i sproget. Kan man overhovedet komme ind på feks. forfatterskolen længere hvis man bare skriver for at sproge den, og ikke ud fra et politisk eller identitetsmæssigt ståsted? Og jeg ville da aldrig kunne overskue at sende digte der sprogligt skejer og skiller sig ud, ind til Gyldedal.

Jeg håber det her får lov at blomstre. Sat på spidsen: får vi noget som helst ud af at skrive at kroppen ikke er perfekt, at man kan tiltrækkes af det andet køn (eller alle køn), at man finder det meningsløst at få børn med det nuværende klima osv? Ville det ikke være bedre at sætte fokus på noget der rent faktisk kan få os til at bruge hjernen lidt? Feks. fantasi og den slags. At der er fantastiske ting i livet man kan fordbybe sig i - feks. digte der vender sproget på hovedet og på vrangen - og det derfor er værd at passe på og dyrke - både livet og sproget.