Catuls digt nummer 39

15.06.2025 | digte

Et sidste digt fra den bog fra Catullus af den Voetmann har oversat. Det her digt er nok det der startede det hele. Uden jeg helt ved hvad det betyder. Altså det er det jeg husker tydeligst fra oplæsningen - altså Hvedekorn 1/2025. Ja, sådan. Og digt nummer 39. Det specielle er Voetmanns kommentarer til det. Men troede vist dengang (i oldtiden, ikke til Hvedekorn) at Celtiberer drak deres eget pis. Og hvorfor ikke digte om den mystiske fordom? Her:

Fordi Egnatius har hvide tænder, så pling-smiler han altid. Når advokaten ved retssagen perser tarer fra de fremmødte, pling-smiler han. Og ved en trofast søns ligbal, et enebarn, hvis moder græder bitterligt, pling-smiler han. Hvor end han er og når som helst, hvad end han gør, pling-smiler han. Det er en syg uvane, hverken høfligt eller elegant. Egnatius, min gode mand, lyt til mit råd: hvis du var nok så nydelig en romer, en sabiner, tiburtiner, umbrisk nærigrøv, en fed etrusker; en lanuver, snusket og krumtandet; transpadaner, for at nevne det, jeg selv er; hvem som helst der skyller tanderne i rent vand, sku du stadig droppe pling-smilet, for hvad er mere lallet end et lallet grin? Men du er celtiberer. Der, hvor du er fra, gnubber man tænder og det rede tandkød i sit eget tis hver morgen. Når dit tandsæt er så blankpoleret, viser det kun tydeligt, hvor meget pis du går og hælder i din hals

Heftigt!