Hulda Lütkens digt Jeg tørster aldrig efter vin

28.09.2025 | digte

Jeg rodede lidt rundt i Danske Lyriske Digte. Eller jeg blev inspireret af den nye litteraturkanon. Altså flere kvinder. Ikke en af dem, men alligevel en klassiker: Hulda Lütken. Og herunder og her altså hendes digt Jeg tørster aldrig efter vin fra 1927:

Jeg tørster aldrig efter vin, men dine læber, endskønt den drik, de skænker mig, er den, der dræber. Jeg ejer i min sjæl en sum af mørke magter. Jeg er en slave af et sind, som jeg foragter. Imellem os står som en mur en anden kvinde. Det hedder aldrig mere ven. — Det hedder fjende. Jeg kommer aldrig mere nær din læbes lykke. Men jeg vil sende dig hver nat mit legems skygge. Og den skal kredse om dit sind med stærke sanser. Og du skal være viljeløs, som fnug, der danser. Og jeg vil lade hadet gro dybt i mit hjerte. Og aldrig skal en tåre mer mit øje smerte. --- Jeg elsker dig så dybt, at jeg til tider tænker: Gud give, at vi begge lå i dødens lænker. Vi skulle sove mund mod mund i gravens celle, så ubekymrede, som børn, om livets vælde. Vi skulle sove som berust af mørke magter. Vi skulle sove fra et liv, som vi foragter. Jeg lenges så usigeligt mod dine læber, endskønt den drik, de skænker mig, er den, der dræber.

Ulykkelig had af den dystre slags. Jeg kan ret godt lide digtet. Og nu er det sgu her, du.