Er internettet døende?

14.12.2025 | essay

Er internettet døende? Det mener nogle derude. Jeg gør måske også. Men lad os prøve at få noget essay-agtigt ud af det.

Jeg fandt en nekrolog over nettet på information.dk: Nekrolog over internettet. Jeg fandt også denne video fra Kurzgesagt – In a Nutshell (youtube, så husk ad-blocker):

Der er også artikler fra feks. Berlingeren: Internettet er ved at dø. Jeg har ikke abonnement på den avis. Min pointe er at det ikke er noget jeg river ud af røvhullet.

Internettets historie

Fra wikipedia. Netværk som vi kender det i dag startede som et forsvarsprojekt kaldet APRA i USA i 60erne. I start 90erne "opfandt" Tim Berners-Lee www - nogenlunde som vi kender det i dag. Ideen med www var at forbinde sider (vist forskningsartikler) med links. Den første hjemmeside er her: info.cern.ch/. Hjemmesider blev allemandseje i løbet af 90erne. Jeg kan huske at jeg fik et gratis domænenavn med i min internetforbindelse - et ingen kunne lære at huske udenad. Så kunne jeg lave hjemmesider og lægge dem op, og de blev helt sikkert ikke set af nogen. Overhovedet.

Internettet dengang var noget vi kan kalde decentraliseret - altså det foregik rundt omkring på alle vores små servere. Der var ikke ét stort samlingspunkt, i stedet linkede vi til hinanden. På den måde kunne man opdage nye hjemmesider. Der var søgemaskiner, de var bare ikke særligt effektive. Det fik google ændret på med deres grundlæggelse i 1998.

En anden ting internettet var dengang: ubrugeligt. Der var måske et par online butikker. Men ellers kunne det ikke så meget andet end at levere ligegyldig information om folks kæledyr og hobbier eller billeder af ens pc og biler og andet lort. På nogle sider dukkede familiebilleder op i dårlig kvalitet. You get the point. Vi var vist alle enige om at internettet var ubrugeligt. Eller det var vi så ikke. For det endte i en dotcom-boble i 2000.

Social Media

Google var totalt dominerende i 00erne. Men internettet var stadig ikke centralt. Der var myspace som et samlingspunkt. Men det var ikke et sted folk brugte mange timer af deres liv. I 2004 kom så facebook. En nørd der hedder Mark Zuckerberg kom i tanke om at den sociale interaktion mennesker er så afhængige af at være en del, selvfølgeligt skulle foregå online. Jeg gider ikke læse op på deres historie. Men i løbet af deres levetid er der sket en række ting:

1. Store koncerner har opkøbt konkurrenter. Feks. har facebook købt watchapp og instagram, google har købt youtube. Microsoft har købt resten. Osv. Det skaber selvfølgeligt monopoler. Det syrede er at de respekterer hinanden. Jeg mener, facebook har ikke kvalitetsvideoer som youtube har. På den anden side er der ingen google-produkter der fungerer særlig godt til at chatte. Microsoft har sat sig pænt på business som linkedin og github. Osv.
2. De har udviklet deres platforme i samarbejde med adfærdspsykologer. SoMe-platforme som facebook lever af reklamer. Reklameplads har en værdi som er direkte proportionel med hvor meget den bliver set - hvor mange ser den, og hvor lang tid ser de den. Derfor afhænger værdien af en facebookaktie af hvor meget tid vi bruger på platformen. Man siger at opmærksomhed er blevet den nye valuta. Altså hvor meget af vores opmærksomhed bruger vi på platformen. Faktisk er der flere der vender den om: for at forstå den her model, bliver man nødt til at se på os som produktet. SoMe sælger vores opmærksomhed til firmaer.
3. De her techgiganter er begyndt at lukke sig om sig selv. I gamle dage kunne jeg dele et link til min hjemmeside eller en youtube-video på facebook og få en masse interaktion igen fra mine facebook-venner. Der sker intet hvis jeg gør det i dag. Et link er dårligt for facebook fordi det betyder dem der klikker på det, forlader siden. Der var en lang periode hvor der poppede en advarsel op a la "du er ved at forlade facebook og gå over på en muligvis farlig side" hver gang jeg trykkede på et link til min egen side. De skriver der selvfølgeligt for at forsvare deres forretning. Hvis jeg deler et link nu, sker der ikke en skid. Facebook vurderer indhold ud fra en eller anden algoritme (det kalder alle det). Det er helt sikkert en kompliceret sag der benytter sig af ai og alt muligt. Men den prioriterer helt sikkert ikke eksterne links. De bliver nok set af en 2-3 stykker af mine venner. Hvis jeg derimod opdaterer mit profilbillede, får jeg straks 30 likes og en masse kommentarer. Man kan måske sige at techgiganterne er blevet så centraliserede at de mere eller mindre udgør hele internettet.

Kulturel død

Jeg skrev på et tidspunkt digte-maskine-paradokset. Ideen er nogenlunde simpel: jo bedre vi kan formalisere (altså forstå og sætte ord på) kvaliteten af et digt, jo bedre kan vi lære en robot at skrive gode digte. Jeg tror der er ved at ske det totalt modsatte: robotter skriver dårlige digte. Men de kan skrive så mange af dem, og de er så gode til at få dem til at ligne gode digte, at gode digte forsvinder i mængden af lort lavet af en robot. Resultatet er at robotter ikke behøver lære at skrive gode digte. Kvaliteten styrtdykker bare mod bunden.

Jeg har i en lang periode delt digte på facebook. Der er en gruppe der hedder digte.dk. I starten var der ret meget interaktion på det man lagde op. Det var egentligt ret sjovt. Jeg blev hægtet lidt af pga. 3). Altså i stedet for at dele digte derinde, vil jeg bare gerne dele et link til min egen side. Men ikke mange så dem. Og nu er der vist slet ingen der ser dem hvis jeg gør det. Der er sket en tendens over de sidste par år: det er ikke nok at paste en tekst ind. Den skal helst følges af et billede. Facebook ved selvfølgeligt godt at billeder er mere interessante end tekst. Der er forskellige teorier til hvorfor vi ikke magter at læse tekstbidder. Den med mest tilslutning er vist at siden mængden af information på internettet er så massiv, orker vi ikke at forholde os til noget med nogen som helst form for kompleksitet. Facebook er også kendt for sine røde advarselslamper der starter hver gang vi modtager en notifikation eller en besked. Jeg nævnte adfærdspsykologer i 2). Vi er ikke så udviklede som vi selv går og tror - dele af vores hjerne tror stadig vi er jægere i urtiden. Advarselslamper plus afsindige mængder af information gør at vi går survival. Og i survival har vi åbenbart ikke brug for at tænke komplekst eller specielt logisk. Vi har brug for at kunne løbe, gemme os og den slags. Så visse dele af hjernen slår fra.

Kultur er ligegyldig for overlevelse i stressende situationer. Ergo er SoMe-platforme et af de dårligste steder for kulturel berigelse. Problemet er bare at vi ikke er på flugt fra et stort rovdyr. Vi er ved at tjene penge til skruppelløse milliardærer uden selvindsigt.

Som nævnt tidligere: Zuckerberg indså i 2004 at vores sociale interaktion skulle foregå online. Udover mængden af information og facebooks alarmdesign er der selvfølgeligt også den sociale faktor. Vi er sociale dyr, og vi tilpasser os mængden. Hvis jeg gør et eller andet og folk begynder at ignorere mig, holder jeg nok op med at gøre det. Ignorering er en social straf. Hvis jeg deler et digt jeg har skrevet, og jeg ingen opmærksomhed får, holder jeg nok op med at dele digte. Eller også prøver jeg at skrive et andet slags digt og vedlægge et billede osv. Og måske rammer jeg plet. Og så har jeg knækket den sociale kode, og jeg kan blive ved med at skrive den slags digte med den slags billeder osv. De her sociale mekanismer er forklaret meget godt i denne video også af Kurzgesagt (youtube igen, husk ad-blocker):

Nogle gange i stunder af opgivenhed overvejer jeg om hele forståelsen er ved at blive vendt på hovedet. Er det os der er algoritmerne? Bliver vi trænet til at kunne lide lort a la kattevideoer, platte danse på TikTok og dårligt intetsigende ai-genereret musik og billeder (og kunst)? Jeg skrev kort om det på min fb-side. Bliver vi trænet af ai's til at kunne lide det den producerer, med social accept og dopamin til at optimere vores nøjagtighed?

AI

Som sagt og skrevet: kultur kan ikke leve under de her forhold. Vi havde et kursus i AI og chatgpt på mit arbejde. Her forklarede underviseren at han nogle gange fik chatgpt til at skrive en godnathistorie til børnene. Jeg fandt på et tidspunkt på instakrydset. Ideen er at der er et spektrum man skal ramme inden for hvis feks. et digt skal få opmærksomhed på nettet. Med den teori og chat-gpt indledte jeg en periode med ai-digte. Det med størst succes (flest likes og interaktion) er sjovt nok et digt om hvor fremmedgørende SoMe kan være:

Jeg lagde et digt op i går. Det sank som en sten i et hav af brunchbilleder og meninger. Ingen så det. Ingen trykkede på noget. Ikke engang en bot gad efterligne mit savn. Men et eller andet sted blev mine ord tygget, malet til data, blandet med reklamer og fodret til en maskine, der aldrig har elsket nogen, men alligevel forstår rytme bedre end mig. Nu står jeg her — tom for både tanker og ejerskab — mens min sorg optimeres til næste version.

Selvfølgeligt med medfølgende billede:

Digtet er et lortedigt. Selvom flere godt kunne lide det. I forhold til instakrydset scorer digtet højt på at være en kritik af den platform det er udgivet på. Det er ret underligt. Men det er en ting. Folk der brokker sig over SoMe på SoMe. Like-effekten og det content der gør sig godt på SoMe, er vist først og fremmest det folk kan være enige/uenige i.

Hvem dør først

Det kan selvfølgeligt bare være en AI selv der liker mit digt. Eller russiske trolde. Eller det kan være mennesker der bare synes det er godt. Hvis man skal nå nogen steder online, tror jeg man skal appellere til folk. Man må ikke udfordre. Netop pga. folk er i stressende alarmberedskab imens de prøver at passe ind socialt. Hvis man vil undgå at udfordre, kan det være en god idé at appellere til følelser. Det vi føler, er svært at udfordre. Samtidigt er det meget simpelt. Feks. kan man blive ked af det fordi man ikke forstår et eller andet kompliceret fag på universitetet. Så kan man lægge en video op på SoMe hvor man grædende fremlægger sin sag. Og hvem tager ikke en grædendes parti? En anden metode er at gøre hele verden simpel. Tit polariserer man den bare: der er kun dem og os, og vi er de gode. Osv.

Godt. Jeg tænker at det her er fremtiden. Folk får robotter til at skrive og lave billeder, det bliver delt og liket af andre robotter, russiske trolde og folk der pga. SoMe lever i total mental udmattelse. Hvis man ikke er til digte og den slags, kan man logge ind i sit sædvanlige politiske ekkokammer og få at vide at man har ret i at der er "dem" og der er "os", og det eneste vigtige er hvor meget vi hader "dem". Af selvsamme AIs og russiske trolde. Umiddelbart lyder det som om kulturen og debatten er ved at dø. Det tænker og frygter jeg også fra tid til anden. Men helt seriøst: hvor længe kan det her være interessant? På et eller andet tidspunkt vil man vel for helvede høre andre digte end dem skrevet af chatgpt. Og på et tidspunkt bliver et ekkokammer vel også kedeligt lige meget hvor konform man er. Det her er internettet. Stort set. Og jeg tror det kommer til at dø.

Nogle gange støder jeg på (på sociale medier selvfølgeligt) memes med en tekst a la "alt dårligt der bliver sagt om SoMe, blev også sagt om bøger i 60erne." - memes skrevet af russiske trolde og/eller ai, selvfølgeligt. I kategori med inspirational quotes angiveligt sagt/skrevet af feks. Kierkegaard. ChatGpt er også ret god til at lave inspirational quotes. Den excellerer i let fordøjeligt lort.

Alternativer og det der trods alt er godt

Det er meget rart at kunne holde styr på lægetider online. Det er rart der er et dr-arkiv. Jeg elsker at browse rundt i den slags arkiver. Der er andre ting der er knap så rare. Det irriterer mig med rejsekortet. Hvad var der galt med et klippekort? Halvdelen af alt MitID bruges til, irriterer mig. Men internettet er ikke kun en uendelig mængde lort der skal ødelægge os mentalt og splitte verden til ugenkendelighed.

Jeg er ikke nødvendigvis den nostalgiske type der synes alt var bedre i gamle dage. Men jeg kunne ret godt lide det decentraliserede internet. En del mere end det centraliserede. Ovenfor er nævnt mængden er af ting på nettet der rent faktisk kan være en hjælp i vores hverdag. Alt internet uden for den kategori burde nok være ligesom i gamle dage - et totalt kaos af små hjemmesider, kageopskrifter, familiefotos og pralebilleder af sit pc-udstyr. Måske kan man lægge sine digte op på sin egen hjemmeside. Og så lade det være op til andre at finde frem til det. Lade det være for dem der rent faktisk er nysgerrige.

Der er SoMe-platforme der er decentraliserede, feks. bluesky eller mastodon. Måske vinder de frem i fremtiden og bliver til det nye samlingspunkt for os der færdes på nettet. Måske dør hele SoMe-ideen. Jeg ved ikke hvad jeg foretrækker. Der er ikke så meget gang i den på de her platforme, men det kommer der måske. Jeg deler selv mine ting derinde. Men det er mest fordi der ikke er nogen der tjener penge på det jeg deler. Det bliver set af lige så mange som hvis jeg delte indholdet på facebook, nemlig stort set ingen.

Jeg har på fornemmelsen at vi er på vej tilbage til en tid før internettet. Hvilket nok er meget godt. For en uge siden var jeg inde at læse op til Hvedekorn 3 2025. Det fik jeg et kick ud af som jeg ikke ville kunne få online. Jeg har på fornemmelsen at unge mennesker i dag bliver mere og mere bevidste om de her problemer. Derfor begynder dumb phones at blive populære, feks. Jeg er selv næsten lige ved selv at få en. Jeg ville sikkert savne at læse information i s-toget. Men på den anden side: er det ikke fint nok at vente med avisen til man sidder foran en computer?

Jeg har selv længe delt ud af mine digte og lignende online. Det har jeg ikke så meget lyst til længere. Det eneste de synes at blive brugt til, er at træne googles, open-ais eller facebooks ai. Så jeg gemmer mine digte væk i stedet. Der er usigeligt meget propaganda fra techgiganter - vi får at vide at man enten hopper på ai-toget eller bliver efterladt. I gamle dage sagde spåmændene præcist det samme om internettet. I dag fremstår man som en idiot hvis man ikke anerkender internettet som en af vores største opfindelser. Men sådan bliver det måske ikke ved med at være.

Og hvor kunne jeg godt tænke at mig at blive fri for begreber som content creator, influencer, followers, brand, self improvement/optimizing, at dele ud af sig selv osv.