Bukdahls Bet 2025

14.12.2025 | litteratur

Vi var til Bukdahls Bet - 2025. Det plejer at være om sommeren, og Weekendavisen plejer at stå for det. Altså Lars står for det, men de har vist biddraget økonomisk. Med Lars' ord (nogenlunde ordret): Nu, hvor Weekendavisen ikke er indeover, skriver jeg meget lange og snørklede sætninger. Det udløste i hvert fald latter og enighed. Men selvom lange sætninger klart er godt og gode, måtte vi altså selv købe vores bajere. Uden presseetisk tilskud. Men altså. I december og på Cafe Svejk - det er vist her hvert år. Det plejer bare at være om sommeren, men avisens brud har efterladt Lars (og os andre) i et halvt år varende chok. Bukdahls Bet har været uddelt siden 2004. Det er prisen man får for sin smalle litteratur. Det plejer at være en fornøjelse at være med. Det var det også i år. Og lad os så get it on!

Altså. Det var udenfor. Ligesom om sommeren. Og faktisk uden hverken sne eller bundfrosne digtere i søerne. Selv os der skriver i vers, kan åbenbart klæde os på til lejlighederne. Vi smækkede os ned med fadøl ved et bord, Tue Andersen Nexø joinede os. Jeg fik sagt hvor glad jeg er for 20 før 20 - informations litteraturhistorie der dækker 2000 til 2020 som han har været med til at skrive. Han er ikke på avisen længere, men som Lars kom ind på i talen til bet-vinderen: det er ikke værkmageren, men værker der vinder hjerterne der banker i brystet på folket.

Vi fik klappet hænderne af led og røde som postkasser med tændte kanonslag i under opremsning af de nominerede (listet på lyrikere.dk). Vinderen blev så Jørgen Leth. Første paragraf stjålet fra Lars' tale lyder og læses som følger:

Det er første gang, Bet’en går til en afdød digter, og en gang skal jo være den første, som Jørgen Leth godt kunne have ment, at det var ham selv, der havde fundet på at sige: Han var så eminent til at få banaliteter til at stå og lyse og lyse typisk, sigende lethsk.. Det er ikke første gang en afdød digter nomineres, det er sket talrige gange, og der har aldrig været noget til hinder for en zombiesejr, eftersom jo det er værket, der præmieres, og ikke værkskaberen, det er dets liv, værkets, vi celebrerer, men naturligvis at foretrække, for selskabets og opmærksomhedens skyld (altså ikke den ydre opmærksomhed, men Bet-modtagerens viden om og oplevelse af at Bet-modtage), at han eller hun, der har skabt værket, er til stede.

Vinderværket er jo Jørgen Leths Linjer der bevæger sig. Lars læste i talen blandt andre ret så herlige uddrag:

Jeg ringer til house/ keeping/ When I turn off/ air condition,/ then it’s because/ I want it off./ Do you undersatand/ that?/ Yes, then instruct/ your people not/ to turn it on!/ Please!/ Is that understood?

For ikke at tale om dette lige så herlige ditto:

Jeg æder af virkeligheden/ (uhyggeligt)/ store flader/ skubber sig/ Træer små vandløb/ stier/ mit terræn/ rives itu/ Tektoniske plader/ i verdenshavet/ hvorfra får vi kræfter/ til at genopbygge?/ og så endda/ build back better?/ strække/ trække/ gummikabler./ over stregen/ videre./ Kan få fat/ måske/ kan ikke få fat i pennen

Jørgen Leth døde ret så forfærdeligt d. 29 september. Sønnen, Asger Leth, var der for at modtage prisen. Han sad også ved vores bord. Jeg er nogenlunde sikker på jeg engang har fået at vide i dansk i skolen at man ikke må introducere folk og personer så pludseligt. Altså i en tekst. Men det er tydeligvis for sent nu. Vi fik snakket med ham - han er ved at skrive to værker. Et personligt og et kommercielt. Lyder overordentligt spændende. Han laver derudover kortfilm og dokumentarfilm.

Selve prisen (det den der vinder, vinder), var (vist som traditionen tro) en blandet pose af det der er godt, det der er bedre og det der falder uden for kategori. Sidste år fik vi tilranet os bogen "Grauballe Man". Den har givet os meget glæde ved det/de døde. Det er langt fra hvert år prisvinderne vil have alt det de vinder. I år fik vi fat i blandt andet Nynne Roberta Pedersen Pedersens bog Chickenwings. Den var endda indbundet. Smukt lå den der i vores knapsack som en skolebog. Hun var der jo, måske skulle jeg have fået en autograf i den. Næste gang.

Også bogen De sortklædte røg i tasken - jeg tror den handler om en samling punkere i 80erne - måske er en af dem Strunge. Jeg er ikke kæmpe Strunge-fan. Men måske er han god at læse om.

Efterfølgende det sociale. Og det var toppere end top. Vi fik snakket en del. Først med Tue. Så lidt med Asger. Så igen med Tue. Så med Lars. Så en blanding. Vi snakkede blandt andet om aviser - hvorfor skriver de ikke mere om poesi? Hvorfor bliver der ikke snakket om hvedekorn? Nynne er redaktør på Sorg og Samfund. Hun er selv blevet anmeldt i feks. information. Og var jo altså nomineret til den bet vi sad midt i. Så digtere og deres samlinger bliver set. Men hvorfor ikke tidsskrifter og alt det der sker omkring dem?

Tue spurgte om jeg var udgivet eller prøver at blive det. Det kunne være fedt, men jeg tror ikke rigtigt selv på det. Og jeg orker ikke det med at vågne hver dag, bunde en kande kaffe og begynde at sende mails ud ingen svarer på. Det er meningsløst. Nogle gange overvejer jeg om forlagene og aviserne prøver at konkurrere med SoMe ved at lave samme slags historier. Om selv aviserne og forlagene udgiver content ud fra deres respektive brand. Om de så bevidst prøver at skrive sig selv i en retning hvor de kan erstattes af en AI. Hvis ikke, er det jo netop deres job at skrive om alt det der skiller sig ud. Og på en måde der skiller sig ud. Som jo feks. er at skrive anmeldelser som Lars. Eller bare at støtte op om den smalle litteratur, holde liv i tidsskrifter osv. Vi fik snakket. Og hvis ikke de forbandered aviser gider os, så finder vi sgu på noget selv. Stol på det. Vi snakkede også om rabalder vs. undercover. Hvedekorn havde et giga-nummer med billedkunstnere hvor digteren Signe Gjessing på bedste omvendte manér fik lov at biddrage med billederne. Hun brugte vist mærkevarer, Gyldendal ville gerne tysse det ned. Og skal man føje sig eller lave rabalder? Sidstnævnte, sagde vi unisont. Ravage er omtale, jo mere rødglødende, jo varmere skinner den, jo mere sved på panden får tilskuerne. Og Jens Blendstrup blussede op i baggrunden med et kamera fra gaveposen der kunne bruges som telefon. Og måske også barbermaskine. Vi så Lars' kæreste, Cecilie Lind, til et foredrag på Bogforum. Altså det snakkede vi om at vi gjorde. Der røg det lineære i historien, kaos skyller over os. Meget anti-dansklærer. Bristefærdig. En bog om at blive mor til en byld. En byld med pels pulserende af kærlighed. Kommer der måske en film til. Barnevognene sejlede rundt i gaderne på Frederiksberg, og studerende cyklede hjem til deres forældrekøb. Byen er for dem der længes mod ubeskattede lejligheder og skibskatastrofer. Og kunsten hang over os hele aftenen.

Vi sluttede af ikke alt for sent. Men heller ikke for tidligt. Der kommer noget oplæsning fra tre af os hvedefiduser d. 27 januar. Nåede jeg at sige til alle. Nu også til dig. Glæder mig til næste år. Det var fedt, hyggeligt og interessant. Og jeg føler mig i godt selskab med den slags litteraturglade mennesker.

Hele vindertalen kan findes hos Kenneth Krabat på lyrikere.dk. Vi ses næste år. Eller derude til noget lyrisk rabalder.