Fjerde søndag i advent og et digt af Marianne Larsen

21.12.2025 | højtid

Så blev det altså 4 søndag i advent, vi skriver 2025, men ikke langt længere. Der er sket det forfærdelige at digteren Marianne Larsen er død. Eller det skete d. 2 december. Kender du hende? Måske ikke. Hun gjorde vist ikke meget væsen af sig. Jeg læste et sted (vist i information) at hun var en af de største danske digtere ingen rigtigt kendte. Hun popper op i mit feed alle steder. Men jeg går ud fra det er fordi mit feed er et ekkokammer af digtere. Egentligt vil jeg hellere forholde mig til digte fremfor digtere. Og jeg var på Bogforum 2025 hvor jeg købte hendes seneste digtsamling På en skala fra havblik til lettelsens suk (selv titlen er genial) i Thiemers stand på ditto messe. Og straks på side 15 finder man ubesværet:

Slænger mig på en bænk, dagens øvrige tildragelser ikke når frem til. Og lader mig rive med af stilheden børn langt borte fra et sted i et kort øjeblik forsigtigt rører ved med deres legende stemmer.

Hun skrev tit på en måde hvor hun tog de politiserede/bureaukratiserede/upoetiske dele af sproget om smurte dem rundt i forskellige poetiske universer. Andre gange skrev hun bare smukt som her. Hun havde altid en ret stor sproglig kontrol. Jeg skal i hvert fald finde en bænk som den der.

Det er fjerde og sidste advent i år. Lad os fejre det. Jeg ved ikke lige hvordan. Læs feks. nogle digte. Eller kom og hør os læse højt d. 27 januar i Thiemers. Første juledag for ret præcist 10 år siden tog jeg det her billede:

Du kan se de andre billeder jeg fik taget, her. Jeg kan næsten ikke klare nummeret Last Christmas - læs hvorfor i gammel glædelig jul. Jeg har genudgivet mit nummer Klokken 9. Og så er der magic-historien jeg skrev i et anfald af nostalgi, på siden brkmnd.com/magickort.

Jeg skrev for første søndag i advent 2024 følgende - af en eller anden grund, og lad os da genbruge hvor vi kan:

What a ride, indtil videre. Man skriver og skriver og deler ud af sig selv, søger selvindsigt, udvikling, selvet skræmmer en, man går viralt, plastrer væggen til med hjernemasse og tøjkollektioner, et ligegyldigt job og dagens kaffe og krydder på fortovscafe, man sidder og ryster i sit bur, aberne svinger sig omkring en, skider fra træerne, man skvatter i en bananskrald, knalder baghovedet mod staldgulvet, vågner i et svedbad i det nye år efter 3 ugers mdma-slankekur, man finder længere ind i sig selv, deler sine traumer indtil alt er et traume hvorefter intet er, man finder sig selv, finder ud af hvor dødssygt selvet er. Man fyldes med raseri og brækker sig ud over kommentarsporet til et Deadline-opslag, søsygen tager til, man gynger rundt, grøn i hovedet sluger man en snotklat med muslingeskal og det hele, rykker i roret der falder af og triller i havet, pirater vælter op over rælingen med automatrifler, tåregaspatroner sprutter hen over gaden, grædende og blind af privilegier falder man på knæ på asfalten, en strisser i kampuniform og med maskinpistolen dinglende fra bæltet holder en i kraven og stikker en lussinger. Man åbner øjnene til brøl og klapsalver, man er hjemme i baggården, ekkoet runger mellem borde-bænke-sættene. Man rejser sig op, står midt i en midtlivsskrise. Låser sin iPhone op, hælder i indkøbskurven på temu til mørket letter, og endeligt står man overfor den bedste udgave af sig selv, savlet flyder ned over kinderne, alt man kan sige, er "ma" og "ba". Man skider i bleen, forsvinder ind i sig selv, livmoderen imploderer.

Og i 2021 ævlede jeg om ordet sapiosexuel hvilket er et eller andet meningsløst label man bruger på datingplatforme. Verden peger i mange retninger. Jeg læste også på information at Corydon vil have dr tilbage på SoMe. Jeg håbede lidt at konsekvensen af ham der præsidentens måde at styre staterne på, ville være at vi ville løsrive os fra amerikansk kultur. Nogle gange frygter jeg bare at alt går tilbage til det gamle lige så snart regeringsperioden er ovre. Trist. Nyd nu fjerde søndag i advent. Vi ses måske derude <3.