Glædelig juleaften 2025!

24.12.2025 | højtid

Juleaften. Så blev det. Jeg læst lige i information en artikel af Klaus Lynggaard om jul dengang - altså dengang han var barn. Underoverskriften hedder:

I de ulidelige 24 decemberdage op til og med juleaften spillede salmer og sange en vigtig rolle i en drengs liv i de hedengangne 1960’ere, hvor børn blev glade for en håndfuld jord i julegave.

Sød nostalgi. Nostalgien er måske ekstra stærk i julen. Og den er måske ekstra stærk i en verden der er kaos og uforståelig. Jeg endte selv i en omgang af den helt bløde nostalgi for et par måneder siden og lavede (web)siden magickort hvorunder jeg skrev min magichistorie.

Jeg har før skrevet om min magic-jul der også var en doom-jul. Altså juleaften 2023. Recap af to juleaftener: den ene havde min bror, Thomas, Doom II med på disketter. 5-6 stks. Spillet var moddet af en af hans venner - alle faste objekter var regnbuefarvede. Jeg kan huske i 6-7 bane at jeg ikke kunne finde et håndtag der åbnede døren ud til der hvor man gennemførte banen, fordi håndtaget gik i et med væggen. Jeg spillede på min fars Schneider-pc. Den havde 4mb ram. Doom II skulle bruge alle 4, så ingen ram til også at køre Windows 3.11. Derfor bootede vi den op i Dos i fejlsikret ved at trykke på F8. Så var der lige ram nok. Disketterne var sorte. Senere fik jeg nogle i blå. Og i grønne og røde. Disketter er en fysisk ting, og fysiske ting kan skinne med sine farver.

Anden recap: Thomas havde hele sin computer med en jul. Jeg tror jeg fulgtes med ham over - han boede i Urbanplanen dengang. Jeg var på besøg ugen inden. I Urbanplanen havde jeg prøvet at kopiere hele 3D Studio Max over på disketter så jeg kunne få det på min egen pc. Samt Norton Commander. Det var vist nogenlunde håbløst. I stedet overførte vi det over LAN med et BNC-kabel. 3D-S-Max og magicspillet Shandalar. Og så under juletræet lå intet mindre end en Volcanic Island fra min anden bror Benjamin. Julen havde guld i mund, og det havde den fordi mine to brødre kom hjem på besøg. Sådan var det at drive rundt midt i kattegat på øen Samsø - dem man savnede, kom hjem i julen.

Som Klaus kan jeg også huske Lousia-optogene. De mørklagte gange gennem skolen hvor vi børn gik i hvidt tøj og med lys og sang. Teksterne er væk for mig. Jeg kan i stedet huske en novelle med en pige der levede langs et jernbanespor - vist en udsat familie. Jeg forestillede mig hende gå langs graffiti-overmalede betonpiller der stod og støttede en vejbro over s-togslinjen. Hjemløse sad langs skinnerne eller stod og varmede hænderne ved bål tændt i tomme olietønder. Vi øvede sangene med vores musiklærer Tove bag klaveret. Gentagelser af samme vers så harmonierne kom på plads. Hvilket jeg tvivler på de nogensinde gjorde. Alle lokaler på skolen var badet i mørke, men de flimrede i stearinlys. Vi var i kirke. Der var en konstant følelse af noget så uendelig spændende, men samtidig voksne alle steder der ville have os til at leve op til det højtidelige. Samsø er en mørk ø om vinteren. Derfor stod julen frem i en overvældende kontrast til resten af vintermånederne.

Også fra den der glædelig juleaften 2023 er der en historie om de to kraver og krageparadokset:

Der sad engang to gråkrager på en container der lå på stranden. "Har du set den måge derude på den bundgarnspæl", sagde den ene krage til den anden, "hold kæft, den ser dum ud". "Skide være med den", sagde den anden krage, "men vidste du at alle krager er sorte". "Du er fuld af lort", sagde den første. "Nu skal jeg vise dig det", sagde den anden. Og så skubbede de to krager et køleskab der var drevet i land, ud i havet og roede i det til Samsø. I sælvigbugten mødte de et svanepar i en sø på en mark. Kragerne spurgte svanerne: "Har I nogensinde set en krage der ikke er sort?". "Næh", svarede svanerne, "alle ved at alle krager er sorte. Ligesom alle ved at alle svaner er hvide". "Hvor helvede ved I det fra", spurgte kragerne. "Har I måske nogensinde set en sort svane", spurgte svanerne. "Næh", svarede kragerne. "Nej, og derfor er alle krager sorte", svarede svanerne. "I er helt kortsluttede", sagde kragerne. Og så roede de til Kolby Kaas. Her mødte de en flok gæs der sad på taget af et gammelt kornlager og sked ned i en rusten trillebør. "Er det rigtigt at alle krager er sorte", spurgte kragerne. "Der er i hvert fald ingen sorte grågæs", svarede gæssene. "Hvor ved I det fra", spurgte kragerne. "Det ved vi fordi vi aldrig har set en sort gråand", svarede gæssene. Kragerne tog sig til hovedet. Gæssene tænkte. "Og derfor er der ingen sorte gråkrager", svarede gæssene så efter lang tid. "Men der kan selvfølgeligt godt være grå sortkrager, for vi har faktisk set en grå sortand". "Var det ikke bare en gråand", spurgte kragerne. Men det mente gæssene ikke. Nu blev det for meget for kragerne. Så de hoppede ned i køleskabet og roede det til Ballen. Her mødte de 2 sorte krager der sad på styrhuset af en kutter og åd en rådden fisk. "Er det rigtigt at alle krager er sorte", spurgte de to gråkrager. "Vi er i hvert fald", svarede de to sorte krager. "Men I er ikke", sagde de og hakkede løs i den rådne fisk, "Måske er I slet ikke krager". "Det var satans", sagde de to gråkrager, "hvorfor skulle vi slet ikke være krager?". "Jo", svarede de to sorte krager, "for har I måske nogensinde set en sort svane?", de trak i hver sin ende af fisken så den blev spændt ud mellem dem, "og har I måske nogensinde set en sort gråand?". Et øje poppede ud af hovedet på fisken og faldt ned på taget på styrhuset. "Derfor eksisterer der kun sorte krager". Nu gik fisken midt over, den ene krage faldt bagover, og det afpillede skrog drattede ned i havnen, den anden svingede fiskehovedet med efterfølgende rygben op i luften hvorefter begge krager baskede med vingerne og kragede for blæsende harpuner. "Nu kan det sgu være nok med det her", sagde den ene gråkrage til den anden. Så hoppede de ned i køleskabet og roede hjem til containeren og læste Kafka. Og de gav hinanden ilanddrevne kondisko og kaffemaskiner og iPhones i julegave. Og levede lykkeligt. No less.

Dette er en jul fuld af genbrug. Hav nu en rigtig dejlig juleaften. Fyld den ud med digte, syng nogle sange. Måske er civilisationen ved at dø. Med den dør det AI-lort der bliver lavet, vel også. Og så bliver digte og sange vel det eneste underholdning der er tilbage. I det mindste. Pas på jer selv, og vi ses måske derude <3.