Vores oplæsning fra Thiemers med udgangspunkt i Hvedekorn 3/2025 og derfra med spredehagl

14.02.2026 | digte

Vi tre Hvedekornspoeter, Jan Thielke, Joakim Vilandt og mig (Martin Birkmand), var i Thiemers Magasin og læse op den 27 januar - 2026. Vi læste op af tekster der både har været inde i Hvedekorn, nogle der kun har været udenfor samt positioneret på/i/under diverse kombinationer af de to præpositioner.

Hvedekorn 3/2025 med et Thiemers bogmærke serveret i bedste storyformat.

Joakim læste op af nogle prøver på små historier. Jan læste op fra sine Samlede digte - jeg kan ikke finde den andre steder end på bibliotek.dk. Hvor er den greatest hits, Jan? Svar kom svævende i kortbølgerne: samlingen kan købes i Arnold Busck på Købmagergade i København. Ellers kontakt Jan personligt. Jeg har fundet Jan her under Ålborg Universitet. Og de har vist fundet ham i Kristeligt Dagblad. Vist en anmeldelse. I hvert fald fra den:

Årsagen til dette er ikke nødvendigvis, at disse ikke-kanoniserede digtere kvalitetsmæssigt er dårligere end de kendte, men at deres personligheder og liv ikke passer i mediernes storytelling, eller at forfatterskaberne ikke fokuserer på en tidstypisk tendens, som i disse år f.eks. er køn, sygdom, race, migration og klima. Blandt glimrende ikke-kanoniserede digtere fra de seneste år kan man nævne Janina Katz, Niels Simonsen, Asger Stig Møller, René Jean Jensen, Camilla Christensen, Katinka My Jones, Kaspar Kaum Bonnén, Lene Henningsen, Anders Abildgaard, Thomas Krogsbøl, Majse Aymo-Boot, Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen, Erik Trigger Olsen, Peter Christensen, Ejler Nyhavn, Eske K. Mathisen, Viggo Madsen, Per Aage Brandt, Mikael Josephsen og Jan Thielke. For blot at fremhæve et lille udvalg.

Måske var vores Thiemers-oplæsning et meget godt eksempel på den slags undercover-digtere der i hvert fald gladeligt kommer rendende og læser op.

Vi kom spot on time - måske lidt før. Jeg havde slæbt nogle kolleger, min mor og min bror med. Folk blev sat på hver deres stol, og alt rullede i sit eget poetiske tempo med vores oplæsninger, cola- og bajerdrikkerier, pausesnak. Vi poeter blev plantet i læsevenlig stilling på en gul oplæsningsstol, lampernes lys hang som en sol i vinteraftenruderne. Og lokalet var ikke større end at vi var hvad man godt kan kalde fuldt hus.

Jan læste op fra vores fællespulje i Hvedekorn 3/2025, og derudover og blandt andet disse linjer fra Faderskabsdigte:

Som barn studsede jeg ikke over at en onkel kunne mangle en finger. Jeg studsede over at han kunne være så uheldig under brændehugning tre gange.

Joakim læste op af tekster fra udgivelsen Cassandra, en test-tekstbid fra en historie om thalassofobi. Og så selvfølgeligt fra Hvedekorn 3/2025. Det nummer vi alle tre er med i, og som egentligt var udgangspunkt for hele arrangementet. Jeg har tjekket Joakims hjemmeside, og Joakim: du skal have et https-certifikat. Fra vores fælleshvede:

[at vi skuffen] der er ikke flere knive... hun har for mange køkkenborde linjeret ud, for mange komfur. en storm bordskånere. de ligger på gulvet. Jens er på græs, Peter er ude og lægge brædder ud, alle var vrede.

Jeg læste selv op hovedsageligt fra de tekster jeg har haft i Hvedekorn. Jeg tror jeg har været med en 6 gange. Jeg læste op fra det skæbnesvangre 3/2025. Og så læste jeg op af andet fra bunden af hullet i skuffen. Blandt dem og det digtet Hør en tredje sang fra Hvedekorn 2/2021 (har vist aldrig været læst op før):

med min flere hundrede meter tunge harmonikamund blæser jeg en spøgelses tanker afsted over øresund

Jeg synes sgu vi kommer ret godt og forskelligt omkring med vores tekster, os tre sammen med.

Camilla tog en omgang mere end almindeligt stemningsfulde billeder:

William og mig der koncentrerer sig i blikket
Jan der rutineret læser op
Jan og John der lytter
Joakim der koncentreret lader sig beskinne
Joakim, Jan og John
Daniel og William
Daniel, William og mig
Simon og Joakim
Mig der læser op

Fed aften, det skal vi lave mere af, os tre, kom med næste gang. Og billeder taget af Camilla Jenny Valerius Staunstrup. Og tusind tak for vi måtte kikke forbi og læse op, Thiemers. I al sandhed en hyggelig gourmetboghandel.

Index Kommentarer Del