Vi var til reception for Jan Thielkes The Rolling Stones

14.02.2026 | litteratur

Vi var i Literaturhaus torsdag d. 12 februar til reception for Jan Thielkes The Rolling Stones. Som der står bag på bogen:

Digteren Jan Thielke stævner ud på en odyssé fra album til album i den rækkefølge, han hørte dem, og tegner et dedikeret, originalt og medrivende portraet af den legendariske rockgruppe, der tog afsæt i sort amerikansk rhythm and blues. Han fortæller historierne - de lyse med gruppens rakethurtige succes og enestående overlevelsesevne pa toppen, men også de mørke med sex- og stofexcesser, med interne krige, med kaos og tragisk død og om de dyre lærepenge i en kynisk branche.

Jan lagde ud med hvor dejligt det er at stå med noget fysisk i hånden der længe har hoppet og danset på en skærm. Noget de fleste der skriver, nok kan genkende. Derudover at han var uendeligt glad for at give den videre. Tak, Jan, vi er uendeligt glade for at få lov at læse med.

Konsekvensen af Jans given sig hen til rock'n'roll-guderne har været at både kone og børn er gået den klassiske vej. Sønnen Simon er uddannet i klassisk guitar på konservatoriet. Han spillede med, med melodistemme og det hele, til da vi andre sang fællessangen Angie:

But Angie, I still love you, baby Everywhere I look, I see your eyes There ain't a woman that comes close to you Come on, baby, dry your eyes But Angie, Angie Ain't it good to be alive? Angie, Angie They can't say we never tried

Den er smuk. Fuldstændigt absolut. Og det er sgu da godt at være i live når man fra tid til anden ramler lige lukt ind i poesien.

Jan vil med bogen belyse lige præcist det poetiske i Rolling Stones' tekster. Den er der, men ingen andre har skrevet om den. Bogen følger i kronologi Jans egen rækkefølge at opdage Rolling Stones i. Der blev læst smagsprøver op, her fra afsnittet Fedtede Fingre om albummet Sticky Fingers:

Allerede det uartige omslag er kunst. Pop Art. Rock Art. Til masserne. Jeansene med den unegligérbare bule og lynlåsen — en rigtig lynlås - der inviterer til, at man lyner ned og ser, hvad der mon gemmer sig. Andy Warhols omslag var — måske ikke synderligt overraskende — for hård kost for Atlantics afdeling i general Francos Spanien. Så dét Sticky Fingers-cover, jeg i første omgang som 11-årig så i pladebutikken i Palma, var det censurerede: en Abnet Fowler’s West India Treacle-konservesdase med tre afklippede fingre stikkende op af en klistret lage af noget, der snarere end sirup ligner blod. Guaranteed Pure Cane. Med en skræmmende bloddryppende dåseabner foran. Velbekomme. At dét cover bedre kunne glide ned i et sådant fascistisk gammelmandsmilitærdiktatur, er der immervæk en sigende ironi i.

Nemlig: sådan et gammelmandsmillitærdiktatur. PopRock Art. Der blev også læst op fra afsnittet Gedehovedsuppe - en medrivende beretning om Jans første oplevelse med rullestenene. Fundet i en jukeboks som 11årig på Mallorca. Sammen med ferievennen Carsten fra Herlev. Bladrende gennem pladerne til netop nummeret Angie, og Jan var solgt.

Der er masser af poesi her. Både i den måde Jan skriver på, og i Stones' tekster. Tak for reception, Jan, jeg glæder mig til at læse hele bogen. Og helt sikkert også at opdage de af Stones' numre jeg ikke allerede kender.