Vi ligger i det ørehøje græs. Mod skulder. Hør duften. Hvisker du. Agerhumlen er en summen i alle de soltunge fimrehår. Tag min stemme. Hvisker du. Men aldrig lyden af vibeæggen der sprænger kontinentalpladen. Og folder sig ud.
[2020.04.14] Digte/Facit til #7 →