husk selv i
tyk, tyk modvind:
stil dig med æren i
beholderen til den dag
skorstenen brænder
lokummet af
og storken kommer
maler kælkebakker
med himmelstrøg
under åreladning
kommer du flyvende
på dit forkullede begrebs-
apparat som kongen af
husum og fortæller mig
hvad jeg skulle have gjort
for at øst- og vestvolden for
altid ville hænge sammen
kold som kontanter
er månen og ligeså
billig, giv mig hellere
en godt brugt kampvogn
jeg kan skrige og rive i
Vælter røvhullet rundt i
kabalen, går ned som en
stråle pis, op som månen
i blæst, kald det egnen
vi engang delte køn på
Vi vender mod øst
som en grædekone på
en måneskinsdag. Og
når vi endeligt har
fået startet tv-pejsen op
får stodderen hjertestop
Inspiration er
en tændsats i en kasse
dynamit i en jernbane-
tunnel der løber gennem
et bjerg. Den bryder frem
i mørket som et lighvidt
snelandskab, for den rimer
på eksplosion
Jeg har fået kattepinen
boret ind i jammerfeen
under stribevis af knæfald
og bunkevis af smil
Tre små mus og
en kat, godnat
indtil jeg sidder
og skider
det her guld
ud i en bund-
rusten brønd
Jeg svømmer rundt
som en sten
på vandet
eller som en ål
i sandet. Jeg
er en regnmåler
i vægtens tegn
Med en kontrabas
skovler jeg suppestegsmusik
godt ned under gulv-
brædderne til rytmen fra din
ansigtsmimik
Jeg kravler rundt
på et slangeskind
indtil solen flyder
ned ad gummitræ-
erne og stærene
lægger sig skriglette
i min harmonikamund
komsedasse let
som en kanonkugle
der rammer et skytungt
skibsskrog som
et tordenvejr
Ord er dem
man leger med
når man regner ned
på stykker
Altså
svedende over
et skrivebord som
en tungnem skov
den dag du
ved, sorterede jeg
pløkkerne i min undermund
før ophejsningen: duelorte
stiger fra fortovskanten når
en filmfremviser i ræværs
går af mod en falmet telt-
dug
kører 365dagsløb på
jammerkanalen, så polens
ukorrekt
vi ligger som udstødning
og ultra korte bølger
på det hav der
aldrig giver os et land igen
spiller kathmandu
på et plankeværk med
en fucking nu mjaver det
i nedløbsrørene: en let torden
over baggården og sabelrædslen er
som at bore et skrighvidt bor ind
i en håndgranat
jeg trillede min
rustvogn ned gennem
et parcelhuskvarter, hvis
jeg kunne, ville jeg kede mig
selv ihjel. de løfter kisten
lader jorden falde, alt andet er
træskotrampen i havgrå stilhed
den morgen jeg mødte dig
til gråd