Coronabarrikaderne #11 - Tilbage til 90erne

04.04.2020 | film

Videre ned gennem coronastriben (filmstriben), men denne gang på et skateboard. Jeg fandt nemlig filmen Mid90s. OK. Stevie er en 13-årig (tror jeg) dreng der lever i et problemfyldt hjem midt i 1990'erne. Han får bank af sin storebror, og moderen lever i et slags traume. En dag møder han nogle skatere, dem bliver han venner med. Og udviklingen af dette venskab følger vi, på godt og ondt.

Historien er ikke noget specielt. Den minder om The Simpsons-afsnittet Summer of 4 Ft. 2. Hvor ideen sikkert igen er stjålet andet steds fra. Hvad der tilgengæld holder ved filmen, er stemningen. Filmen er skrevet og instrueret af Jonah Hill. Og han formår virkeligt at fange 90-tids-teenage-driverlivet: Køre på skateboard og lave hasarderede stunts i lukkede parker, ryge hash på et solbadet tag på en ferielukket skolebygning. Hele den der lidt nihilistiske jeg-vil-bare-drikke-og-fyre-den-af-attitude. En discman med gangsterrap eller Nirvana i baglommen på et par Freeman T. Porter baggy pants. Bonghår og strikhue på om sommeren. Den lidt slaskede måde man giver hånd på til alle de andre rundt omkring på kantstenen, på en bænk, på et skateboard. Dem man er nede med. Til fest på ritalin hos alene-hjemme-teenagetøser. De der halvanden-liters bajere på store riste i et nikotingult brummende køleskab. Stevie scorer bevidstløs en et par år ældre pige der må guide den stakkels dreng gennem seancen. Alt det der sker for første gang i ens liv, sker i en cementpark en svedig sommeraften. Sådan var det i hvert fald for små 30 år siden.

Soundtracket er også for fedt. Bedst som man tror det ene, dukker Hancock op med watermelon-man:

Og filmen går i jump-cut-mode der følger nummeret. Derudover er der Pharcyde jeg har skrevet om tidligere i dag. Og andet 90-gøjl man bliver rørstrømsk af.

Mid90s er nostalgi for fuld smadder. Og derfor fortjener den at blive set. Synes jeg. God fornøjelse.

Index Kommentarer Del