Per Aage Brandts digt (flood)

06.06.2020 | digte

Her et digt af Per Aage Brandt fra samlingen Vejrmeldinger:

floden flommer, regnen slår med knytnæver mod mit tag, luk mig ind, jeg er et lille dyr som du selv, o.k., så prøv at nå hen til døren, det plejer vi her, for den har en tærskel, og uden tærskler ingen overskridelser og ingen velkomst, det vil jeg blæse, regne, storme på, watch me, hyler den, jeg er jesus, jeg kan gå gennem vægge, lofter, gulve, guddomme er elementer, de svæver, brænder, flyder, intet modstår dem, netop derfor er de så billedløse (flood)

Det er typisk for samlingen at titlen (går jeg ud fra det er, den i parentes, her "(flood)") står til sidst. Nogle gange når jeg læser digte, har jeg en tendens til at prøve at orientere mig i titlen før jeg læser digtet. Her går det den anden vej.

En ting jeg ikke kan stå for i digte, er hvordan en "tærskel" her veksler mellem noget konkret (den der ved en dør) og noget abstrakt/symbolsk (en personlig grænse feks.). Altså jeg er vild med hvordan natursprog kan lave ravage i determinismen. Medmindre sproget selvfølgeligt bare prøver at gøre det konkret for dig, de abstraktioner det nogle gange selv snubler over. Udtaler man "watch me" (hør selv amerikaneren på camdict), får man lidt af den der hylende og blæsende effekt puttet i munden - lidt ligesom t'erne i introen til Lolita. Jeg kan heller ikke stå for den dialog der opstår i digtet: underlegenhed der møder almen høflighed der så møder metafysisk overlegenhed. Summa summarum: Amazing. So.

Index Kommentarer Del