Inspiration til digte #3: Poetisk funktion

07.03.2021 | digte

Det her må være mit endnu mest nørdede inspirationsråd: poetisk funktion. Poetisk funktion er en af seks sprogfunktioner givet af lingvisten Roman Jakobson. Han forklarer det selv i sit essay Linguistics and Poetics. Men altså. Hele setup'et for sproglig kommunikation er som tegnet i Figur 1. Afsender og Modtager er, ja, de involverede i kommunikationen. Konteksten er den givne kontekst. Beskeden er beskeden. Kanal er kommunikationsmediet. Kode er koden for at forstå beskeden (denne bliver enkodet/dekodet), både afsender og modtager skal kunne koden for at fatte noget som helst. De fem andre andre funktioner er:

• Den emotionelle: Denne er kendetegnet ved interjektioner (udråbsord) der retter opmærksomheden mod afsenderen. For eksempel "Pis! jeg kommer ikke" - her er "pis" et måske negativt ladet udråbsord. Det bidrager ikke til betydningen af det der bliver sagt/råbt, men det giver andre informationer. Her at jeg'et er skuffet.
• Den phatiske (phatic på engelsk, jeg ved ikke hvad det oversættes til) funktion: Denne funktion retter opmærksomheden mod kommunikationskanalen. Feks. "Hallo!", eller "Er du der?". Den phatiske funktion tjener at åbne og vedligeholde forbindelsen.
• Den konative funktion: Denne er rettet mod modtageren, den er kendetegnet ved imperativer, feks. "gå!", "råb!" eller "stop!", eller den er kendetegnet ved tiltale, feks. "Lad os spise, farmor".
• Den metasproglige funktion: Denne funktion er rettet mod koden eller sproget. Hvis man skal lære én hvad et ord betyder, bruges den metasproglige funktion. I samtale kommer den metasproglige funktion til udtryk som feks. "hvad mener du?" eller "forstår du hvad jeg siger?". Eller mere specifikt "hvad mener du med metasproglig?".
• Den referentielle funktion adresserer konteksten. Den kan være beskrivende deiktisk som "her" i "her er pisse koldt". Så vidt jeg har forstået, er denne funktion den primære for kommunikation, måske fordi man kan tilskrive konteksten en semantik. Altså før man kan vide om noget er sandt eller falskt, må man vide hvilken kontekst/domæne det optræder i. "her ..." sagt af én siddende i sin havestol ved poolen et sted på ækvator fremstår muligvis absurd, hvorimod "her ..." sagt af mig ikke gør. Jeg er ikke helt sikker. Lad det ligge for nu.

Og så er der den poetiske funktion. Denne adresserer selve beskeden. Hvorfor "Kurt og Johannes" i stedet for "Johannes og Kurt"? Fordi "Kurt" har færre stavelser. Hvorfor "Væmmelige Viggo" i stedet for "Stygge Viggo"? Fordi første indeholder bogstavrim. Hvorfor kan du huske følgende nonsens du sikkert sidst har haft noget at gøre med da du var barn:

Ane lagde anemoner i kanonen på Trekroner ved det allerførste skud sprang alle Anes anemoner ud

Svaret er at bogstavrimene mellem feks. "Ane" og "anemoner" og rimene mellem feks. "anemoner" og "Trekroner" danner poetisk funktion. For ikke at tale om rytmen

'Ane 'lagde 'ane'moner i 'kanonen på 'Trekroner

Egentligt burde første linje vel læses som

'Ane lagde ane'moner

Men den har sat sig fast i mig med den der klappetakt.

Poetisk funktion er beskrevet således

The poetic function projects the principle of equivalence from the axis of selection onto the axis of combination

Disse akser er foklaret her. På kombinationsaksen er ordene relaterede gennem sammenhæng (kausalitet, syntaks, sekventielle begivenheder) eller sidestilling. På selektionsaksen er ordene forbundet gennem blandt andet ækvivalensrelationer. Altså hvordan ord tilhører samme klasse. Man kan skifte et ord ud med dets synonym da synonyme ord er i samme klasse hvad angår betydning. To ord der lyder ens, feks. "lege" og "leje" (som i det børn gør med hinanden hhv. feks. kugleleje). Disse to ord er i samme klasse hvad angår udtale.

Bare rolig, meget af det her eksisterer/eksisterede heller ikke i min lingvistiske begrebskasse. For nu at være lidt mindre teknisk: som jeg forstår den her funktion, projicerer den ækvivalens mellem ord op på en akse der gør det synligt at disse ord hænger sammen. Det er om noget hvad der sker med ord der rimer. Ordene "solskin" og "kastepind" er substantiver, men deres stærkeste sammenhængskraft er nok den at de rimer. Den er at finde i det lydlige univers. Sammenligninger og metaforer skaber ækvivalenser ret eksplicit. Tænk på "Jeg er flad som en pandekage" - her forbindes jeg'et og en pandekage gennem prædikatet "flad". Jeg'et og pandekagen er begge i den klasse hvor man er flad. Metaforer er lidt mere tvetydige, feks. "Jeg er en raket" - hvad mener jeg'et med det? Jeg'et mener i hvert fald at der er grundlag for at snakke om en ækvivalens mellem sig selv og en raket: en uspecificeret klasse der indeholder både jeg'et og en raket.

Der er ingen regler for at vi kun kan "opfinde" ækvivalenser i det stilistiske univers. Et ord har en denotation og en konnotation hvilket er ordets egentlige leksikale betydning hhv. de associationer ordet medfører. Ordene "ølflaske" og "værtshus" er ækvivalente: de tilhører begge blandt andet den klasse der hedder "dødsdruk". Så vidt jeg husker, lavede vi semantiske skemaer i gymnasiet for at fremmane konnotative sammenhænge. Hvilket netop er at klassificere ordene. Flertydige ord (to forskelligbetydende ord der staves på samme måde, kaldes homonyme) resulterer principielt i at et ord kan tilhøre flere klasser. Måske "tunge" i "det tunge læs lort" samt i "jeg er tør på min tunge".

I podcasten Hvornår er man digter? nævner de digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel. Romanen er en satire over nutidige digtere der skriver meget indadvendt. Titlen er inspireret af Olga Ravns Jeg æder mig selv som lyng. Dette ville være mere tydeligt hvis "et" blev slettet. That aside, der er ret meget der taler for at de to titler er sammen i mindst en klasse af en art:

Jeg bruger min krop som møbel Jeg æder mig selv som lyng

Altså samme sætningsstruktur, samme "Jeg"-subjekt, samme kropslige objekt, samme instrumentale sammenligning. Jeg har desværre ikke læst bare en af de to digtsamlinger, men jeg synes at den måde titlerne er ækvivalente på, er interessant.

Og hvad så? Poetisk funktion forholder sig til det overfladiske i beskeden. Igennem den dyrker man det sproglige alene for at dyrke det sproglige. Jeg bruger den konsekvent når jeg skriver digte (i det omfang jeg har forstået hvad den går ud på). Jeg er vild med at skabe de her klasser i mine tekster. Så det er mit råd. Glem budskabet for en tid og fokuser i stedet på hvordan ord hænger sammen på den ene eller den anden måde. For hvad skal man ellers foretage sig udover at kede sig ihjel?

Index Kommentarer Del