Black City med Summertime og med nostalgi

27.04.2023 | musik

Det her nummer. Jeg kan tydeligt huske da det kom ud. Vi gik hele tiden på The Rock dengang. I vores smadrede Converse-sko. De gik altid op i sålen lige over hælen. Hvis det regnede, svuppede lortet. Jeg tror jeg brugte to par om året. Så stod vi på The Rock og lignede lort og så pisse smarte ud med en fadøl og kunne sige alle mulige fuldstændigt avancerede ting om sko og musik og tattoveringer og den slags. Vi havde også et skateboard der kunne stå 4 tomme kasser øl på. Altså indtil vi havde været i Netto med dem. Så kunne der stå fire fulde kasser Harboe Pilsner på det. Så tog vi vel hen i en eller anden park på Frederiksberg (sikkert den ved CBS) og spillede på guitar og drak bajere indtil solen væltede ned i horisonten. Eller til en eller anden strand for at fiske. Og spille guitar og drikke bajere. Eller hjem til en eller anden for at spille magic og guitar og tamburin og synge og drikke bajere og muligvis videre på det skateboard hen at tage metroen fra Lindevang med resten af bajerne og en kvart pizza og et tight par cowboybukser og converse-sko og sikkert med hockey-hår og pisse fulde af komplimenter. Og så lukkede vi helt op for noget kærlighed, og så tog vi i Amager Bio for at se Copenhagen Guitar Battle. For dem der ikke kan huske det, eller overhovedet ved hvad det er: Der var et backingband. Og så var der to guitarister der skulle battle soloer over noget rock det backingband spillede. Rimeligt råt. Jeg er næsten sikker på at ham guitaristen her var med til at battle:

https://www.youtube.com/embed/fwZIoGm9QB8

Det brager op med nostalgi i mig når jeg hører det nummer. Jeg ved ikke om det er et godt nummer. Det er det vel. Det handler jo om sommer. Det var i hvert fald en god tid.

Index Kommentarer Del