Tredje søndag i advent (2019)

15.12.2019 | højtid

Og det er blevet tredje søndag i advent. Det er vitterligt en mørk og stormfuld aften i aften. Jeg var ved at blæse ad helvedes til da jeg skulle tage et billede af et juletræ. Derudover fik jeg vand i skoen, jeg ville spare mit kamera for regn og så videre. Istedet kan jeg skrive om en julefilm. Igår så jeg Die Hard. Den handler på sin vis om jul, lad os skrive om den.

Altså. John McClane er strisser. Han bor i New York (tror jeg), konen har fået arbejde i Los Angeles. Han besøger hende på hendes arbejdsplads (Nakatomi Plaza højhuset) i julen, desværre har teoristen Hans Gruber besluttet at kapre Plazaen for at stjæle aktier til en værdi af en halv milliard. John McClane skal nu redde både julen, en samling gidsler og sit ægteskab (der i forvejen er plaget af distancerne).

Det er alt sammen meget godt. John McClane fyrer en masse one liners af og sikrer på den måde underholdning. NYPD bliver sat på sagen, og de leverer en flok idioter af dimensioner med kortslutningslogik. Feks. forklarer en officer et lig der lander på kølerhjelmen af en politibil, med "En børsmægler der er blevet deprimeret.". FBI kommer på sagen i form af to nam-veteraner der laver et hurtigt overslag over hvor mange gidsler de kan ofre, hvorefter de sætter ind med helikopterer og sniperrifler. Alas, de når aldrig at fatte at det tag de er ved at lande på, er smurt ind i c4-sprængstof. Der er den skruppelløse nyhedsvært der med glæde sætter andre i livsfare for en god historie. Og så er der min yndlings af dem alle sammen: en professortype der bliver sat til at forklare hele affæren ud fra Helsinke (Stockholm)-syndromet. Han er selvfølgelig en karikatur på sin slags. Ligesom resten. Redningsmanden skal findes i blandt os helt normale civile. For med det rette naive hjerte kan vi alle være helte.

Af en grund jeg aldrig har forstået før nu, er Die Hard en anerkendt film. John McClane er simpelthen en for typisk helt til at være interessant. Man kan måske drømme om at besidde hans jordnære dumdristighed. Men derudover. Højhuset brænder ned på flotteste vis, men selv hvad angår effekter må der være andre nævneværdige film. Nej, det jeg nu har forstået, er at det ikke er filmen der høster anerkendelse, men skurken i filmen. Det er Hans Gruber. Hans Gruber er vesttysker, han kommer fra en befrielseshær af en slags, men nu har han altså planlagt det perfekte kub. Han bliver spillet til perfektion af Alan Rickman. Han er ikke som sådan morderisk, han har ikke de store problemer med at slå ihjel, men samtidig gør han det af nødvendighed. Han er mest af alt bare et konkurrencemenneske - han har lavet en genial plan, og midtpunket i filmen er så hvem der er klogere end hvem, McClane vs. Gruber. Det der gør ham interessant, er at han i al sin egenrådighed er meget menneskelig. Bare et menneske med en genial plan. Han er meget sofistikeret og veltalende. Man kan man ende med at se op til ham, en slags fascination. På den måde skaber han et slags Stockholmssyndrom for dem der ser filmen. Meget meta. I Die Hard 3 er det Simon Gruber (lillebroderen) der er skurken. Han er spillet mindst lige så fedt af Jeremy Irons. Der er i det hele taget tit noget fascinerende ved gode skuespillere der spiller de onde. Mit yndlingseksempel er psykopaten i No Country For Old Men. Der er selvfølgelig også de forskellige portræteringer af Joker. Men alt dette er ikke julefilm.

Hav nu en glædelig tredje søndag i advent. Lov mig at I ikke holder for mange fester øverste i milliardærenes højhuse.

Index Kommentarer Del