Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Jeg har nogle rester af digte jeg ikke ved hvor jeg ellers skal gøre af. Så jeg smider dem op her. De passer ikke rigtigt ind under tekster da de er gamle, og da jeg ikke skriver som jeg gjorde, længere. Man bliver jo ikke yngre med alderen.
Spirende kvist farver værelset brunt. Fra gult lys mod himlen larmer grå skyer som advarsel mod, hvad der må komme den dag, du forlader din mødom og går ud i verden stor. Blændet af lyset, skærende, mod jorden du vil kikke og se en rødbede ligge og bløde og du vil fortryde, løbe bange hjem. Visnende farver kvisten. Stædig er verden grå.
Lille stjerne lyser. Havet suger dybblåt i velourbløde stød. Lille måne fryser. Vinden hvisker vokaler, luften ånder rød. Lille sky nyser. Jorden maler sten i spaltede kerners glød. Lille sol gyser. Gnister og uran forenes i havblå skyers skød.
Særligt sære ansigter, smiler særligt ensomme smil. Særligt døde mænd og kvinder, forener deres døde hænder. Tvivlen du burde tænke; tænk imens du ser på mig, tvivl om hvorvidt jeg ser på dig. Særligt krypterede lemmer, eksekvere mekaniske bevægelser. Overordentligt grå stueplanter, svejer forurenet oxygen. Kulilte der burde være ilt; ilt imens du ser på mig, i tvivl om hvorvidt der er ilt til dig og mig. En forunderlig isoleret verden, i en forunderlig isoleret nat. Fantastisk fordømmende samvær, og forunderligt forsømmende nærvær. Nærvær burde være os; nærvær mellem dig og mig, bliver til den voksende afstand jeg har fra dig.
Du rammer mig, fylder mig, samler mig om en morgen, der minder mig, blænder mig og kaster dig i sølvsmurte strå af græs, griner som dråberne på en dåseøl og, kold som nattens blik, triller stjernestykker på min kind. Du rammer mig med tømmermænd åh du gammaladet morgensrålesind.
I mørket skyggerne kredser, under det gule lys fra gadelygternes skær. I mørket min cykel knirker, midt i det kunstige lys fra bilernes lygter. Kom mig nær. I mørket mine ben de pumper, i sveden fra min pande, der driver på mit bryst. I natten det gule lys ætser, i luften med insekter og tordenvarm nærvær. Mærk min lyst. I natten jeg vil fremad, mine øjne sanser nuancer på mørkets maleri. I natten jeg vil hjem, mine lunger pumper tungt og stødt, jeg ryster... Hør mit skrig. I det dæmpede lys vi danser, med bevægende, dansende mennesker, skabes kærlighed. I det røde lys vi kysser, på gnidningsfulde rytmer, vi forenes tæt tilfreds. Vil du med? I natten mennesker sover, silhuetter under broen, med rytmisk harmoni. I natten mennesker drømmer; og efter alt det her; hvis du har mig bare en lille smule kær... Slip mig fri.
En frø der kvækker i takt til mine skridt på den slimede badebro, der dunker hult. Et stjerneskud på den mørkeblå himmel, der falder og falder og til sidst lander i søen, der eksplodere i et hav af åkander og frøer. Jeg er vægtløs, og kan igennem det grumsede vand, se månen der spejler sig og fniser i boblerne, der forlader min mund. På bunden er en blød seng af søgræs og alger, der danser i strømmen, livligt, og søger kontakt med den gyngende overflade. Jeg lægger mig til rette, og drikker og drikker, for at slukke min tørst. Vandet siver igennem mine kropsåbninger, ind i mig og kilder mig legende på indersiden af min hud. Som en hvid heliumballon fra tivoli, forlader boblerne mig og danser mod efterårshimlen, væk fra et grinende barn i en barnevogn. Som en kælen kat med vinterpels, spinder luften sin kropsvarme eksistens, blidt, mine læber åbne, og jeg kan mærke en pige kysse dem i frikvateret i 9klasse. Som en varm forårsdag, mærker jeg søgræsset kilde min pande, som det mørke hår fra en nøgen kvinde i Kongens Have. Som på en hed sommerdag, kan jeg føle sveden fra hendes krop og måneskinnet, der danser i hendes øjne som på et silkeblødt hav, der vugger en aften på stranden. Det samme måneskin, fra den samme måne, som fniser til mig og mine minder. Lyset danser og sejler på de små bølger i søen, der den sensommer eksploderede i et hav af åkander og frøer. De sidste bobler forlader min mund og mit smil, der smiler forstående til det, dit indre ikke fortalte mig. Jeg vil finde det, på samme måde som du fandt det. Den sidste luft i mine lunger stønner svagt ud af min mund: jeg forstår dig nu. En frø der kvækker i takt til mine skridt på den slimede badebro, der dunker hult. Et stjerneskud på den mørkeblå himmel, der falder og falder og til sidst lander i søen, der eksplodere i et hav af åkander og frøer. Jeg er vægtløs, og kan igennem det grumsede vand, se månen der spejler sig og fniser i boblerne, der forlader min mund. På bunden er en blød seng af søgræs og alger, der danser i strømmen, livligt, og søger kontakt med den gyngende overflade. Jeg lægger mig til rette, og drikker og drikker, for at slukke min tørst. Vandet siver igennem mine kropsåbninger, ind i mig og kilder mig legende på indersiden af min hud. Som en hvid heliumballon fra tivoli, forlader boblerne mig og danser mod efterårshimlen, væk fra et grinende barn i en barnevogn. Som en kælen kat med vinterpels, spinder luften sin kropsvarme eksistens, blidt, mine læber åbne, og jeg kan mærke en pige kysse dem i frikvateret i 9klasse. Som en varm forårsdag, mærker jeg søgræsset kilde min pande, som det mørke hår fra en nøgen kvinde i Kongens Have. Som på en hed sommerdag, kan jeg føle sveden fra hendes krop og måneskinnet, der danser i hendes øjne som på et silkeblødt hav, der vugger en aften på stranden. Det samme måneskin, fra den samme måne, som fniser til mig og mine minder. Lyset danser og sejler på de små bølger i søen, der den sensommer eksploderede i et hav af åkander og frøer. De sidste bobler forlader min mund og mit smil, der smiler forstående til det, dit indre ikke fortalte mig. Jeg vil finde det, på samme måde som du fandt det. Den sidste luft i mine lunger stønner svagt ud af min mund: jeg forstår dig nu.
Hvis jeg dog bare havde en kikkert. Så kunne jeg se udover de gyldne marker, med deres gyldne korn, der gyldent berør de grønne træer, med et gyldentgrønt skær mod solen. Så kunne jeg se udover vandets himmeldybe bevægelser, mod skibets jordslået skroge, der sejler, uden at flytte sig, mod verden. Hvis jeg havde en kikkert, kunne jeg lukke øjnene, Og fantasere mig til en havn i Norge, Sammenklemt af snedækkede kæmper, Indelukket som en magtesløs svækling, Imellem store, tykke koner. Hvis jeg havde en kikkert, ville jeg fantasere mig væk i Brazillien, og smage en brændende suppe, og drikke en ulækker vin. Jeg ville smage på en indianer, med de smukkeste brune øjne, der skær sig på de skarpeste kindben, og flyver væk i det sorteste hår. Jeg ville gå i seng og stå op, kun for at kikke i min kikkert, mod verdens ensomme kroge, der forener sig som en tåre på min kind, der flyder fra linsen på min kikkert, flyder væk, og ind i mit sind. Hvis jeg dog bare havde en kikkert, Ville jeg kikke op i himlen, Mod stjerner der blinker på månen, Som ioniske lyseksplosioner, Der bliver farvet og dæmpet af skyer, Og forøget og forstørret af min kikkert. Hvis jeg dog bare havde en kikkert, Ville jeg aldrig bede om mer.
En tanke klækkes bagerst i min hjerne. Den piller i skallen med sit ny-bløde næb. Svagt, pipper den fra intellektets kerne. Den ryster sig, får øjne, får vinger, og... Den triller forbi elektriske impulser. Forbi min moral, min anger, min logik. Den lander i min gane og samler sig styrke. Den lader sig op til en højlydt fysik. Ad min tunge, den kaster sig ud i verden. Ud for at blive vurderet og smagt. Tykket til ende og tolket og dannet. Som en æggetærte, der bliver krydret og bagt. Den flyver blandt andre, et unikt individ. Den er lykkelig, velovervejet og sund. Den indeholder det bedste fra min ånds kvalitet. Jeg er stolt af at sige, at den kom fra min mund. Men nu får de nok af min tankes format. Den kan ikke holde som teoretisk belæg. Der er andre tanker med mere fornuft. Nye tanker træder til, de klækker deres æg. Min tanke er blevet for gammel og grå. Den kan ikke få medhold, og er håbløst forældet. Dens grundlag, vil kloge mennesker flå. Den ryster sig, får tårer, taber fjer, er...
Jeg står og slår med min økse, slår mod roden af mit rådne træ, slår og skriger damp mod månen, min økse - klingen skærer hule grin i mit rådne træ. Hak og grynt deler skyer, min økse, månen ser ondt og ryster, min økse, rød dis over træer og tag - som en negligé - flyder i tåger over engens blege bryst. Jeg former et landskab med æggen, min økse, bladet slår gnister, danner varme og puls og ånden! Pumper dybt i kulden og mit bryst, min økse, hæver sig, jeg bliver varm, min økse, Jeg hæver Dig mod skælvende lyn, og sænker Dig i mit rådne træ, det falder, Vi stiger, min økse, mod himlen i flammer og skår, i mosaik vi danser, min økse, jeg slår.
Jeg kikker på en mur. Du taler dine intentioner som en retfærdig kroget gevækst. Jeg kikker på et vindue. Dit dybt fornærmede smil flyder rundt i min kolde øl. Jeg kikker på et tag. Du lover mig din godhed, den grener sig op ad mine lår. Jeg rejser mig op. Dine øjne gror på min krop, langs mine ribben og bryst. Jeg træder tilbage. Dine gule fingre kradser, din kærlighed i mit mørkerøde kød. Jeg falder omkuld. Dit ambivalente behov sejler indad og rundt i min krop. Jeg drømmer om en mur. Dine intentioner har sat sig fast, kører rundt i mit forstyrrede syn. Jeg drømmer om et vindue. Du knirker mod næste bekendtskab i dit forfald til ensomhedsflugt. Jeg drømmer om at løbe. Jeg skriger skingert mod tomhed, det hele er for sent og forladt. Igen.
Jeg drikker en øl. Grønt. Jeg drikker to øl. Kildende, trillende. Jeg drikker tre øl. Kaster flasken mod muren. Jeg drikker fire øl. Rejser mig op og skriger brede, grønne stråler. Jeg drikker fem øl Ser en kvinde med brede bryster; jeg vil gerne røre men ved ikke om jeg tør. Jeg drikker seks øl. Jeg kaster en flaske, mod stolen jeg pisser. Jeg ser et smil i dine øjne jeg elsker. Jeg bøvser højt og spilder lidt snaps på mine bukser med durum. Vi fester, fedt! Jeg drikker syv øl Jeg danser på bordet, vi farver hinanden, jeg kysser et tøjdyr og spilder et æg. Vi elsker hinanden, fordi vi er smukke, vi griner med farverne rød-grøn på en væg. En bowle der skummer med lyserød kærlighed, vi brækker os lidt, jeg forstår det kun godt. Jeg råber vi skal skride, vi svejer til techno, fra vinduet fuglene fløjter så flot. Lad det gå! Jeg drikker otte øl. Jeg opretter, udretter, savler og larmer, vi indser for sent på vores vej mod lyset, toget er kørt vi venter på det næste, mens vi rusker med øjnene begravet i hvidløg; vores vodka er tom – vodka varmer. Vi skriger og svejer, lyset slår ind, bølgerne skummer af musikken vi husker, vi synger i takt til en lygte der ryster, når blomster i mørket gror fast i mit sind; VI RÅBER! Skærende vandvid i vores syrende øjne, får en bajer til at kante sig mod fortovets flade, får savlet til at skumme, får gaden til at brumme, får tiden til at splintres, får nuet til at ændres; VI LØBER! Jeg ryger, jeg vil forene, jeg kan mærke jeg fornemmer, vi sanser os vej mod en fest mens vi glemmer. Jeg drikker ni øl. Mit blik distrahere, jeg mumler lidt uklart, vi diskuterer lidt broget, vi forstår ik’ så godt. Mit syn abstrahere, jeg savler så rart, vi tangere en tåge, vi græder så flot. Vi skruer på musikken, jeg fordøjer dynamikken, vi sigter med pikken, mit smil er blevet vådt. Vi stønner som et savværk, vi snakker savende, gnavende som en rotte på vej i sin død. Jeg drikker ti øl. På en trappe, på et gelænder, vi kurer til det ender, vi falder og vi bløder, vi grynter; og vi råber til dem vi møder. Jeg bruser og det hviner. Videre, nu. Jeg drikker elleve øl. Det grønt, det er rødt, der er lyskryds, der er kogende lanterner der smelter vores hjerner. Jeg drikker tolv øl. Balancerende, åndende evneløs, svagligt begavet, dum og porøs. Jeg drikker tretten øl Ellevilde grædende. Indkøbsvogn. Fortov. Jeg drikker fjorten øl. Mekanisk. Sort. Jeg drikker mine to sidste øl. Sover.
De fleste er vist fra facebook af - i en eller anden grad. JEG synes i hvert fald de er meget sjove at huske på. Så det vil hermed gøre.
Index
Kommentarer
Del
Terminus
