Morten Nielsens digt Skæbne

16.01.2020 | digte

Og endnu et digt fra digteren Morgen Nielsen. Denne gang med titlen "Skæbne":

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå Svedig og fed og dum Helvede satte paa Spring og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring. Du sad paa den forrest Bænk græd ikke, nej, glo, glo, glo! naar en bange og vittig Vikar spør om to og to. Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin. Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar. Og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar, og du kom, forsigtigt, alvorligt, da skete det værste af alt: at den der lo højest af os, var hende det hele gjaldt. Nu ta'r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa, du løfter en arm, og det skinner i Øjnene blege blaa. For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta' men ikke det, nej aldrig: Det at grines a' Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat. Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat. Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund, naar du slaar, for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar.

Digtet handler selvfølgelig om konsekvens af mobning. Ret tidløst, er det.

Digtet er public domain. Du må gerne kopiere teksten over på din egen hjemmeside hvis det er det du vil.

Index

Kommentarer

Del