Jeg har fødselsdag i dag. Det samme har Gustaf Munch-Petersen, tjek selv. Derfor har jeg fundet et digt af ham. Nemlig "Paa virkelighedens dørtærskel". Lad os bare sige det er til mig:
jeg var kongen - naar jeg smilede, sad alt i min ring, som jeg kunde tage af - naar jeg sov, døde min elskede, og mine fjender vovede knap at hviske - --- nu er jeg en smal stjerne, som har efterladt sine klæder paa stranden - med lukkede øjne og aabne ører svømmer jeg roligt paa frihedens havpupil - med mine lange sparede ben mærker jeg hver fold i havets sitrende ledende modersøvn med titusenaarsriget i mavens helgenskrin - ved den letteste strømning synker jeg som trællegnisten, der tænder havet og smælter laasen - den mindste skælven, og intet har været forgæves -Sådan er det at blive et år ældre.