Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Midt i det tredje afsnit af Ringenes Herre kom jeg i tanke om filmen The Great Beauty. Specielt kom jeg i tanke om denne scene og medfølgende musik:
Film og sang minder lidt om Ringenes Herre. The Great Beauty er en film om manden Jep. Jep skrev i sin ungdom bestselleren The Human Apperatus. En succes han har levet højt på siden, altså i perioden fra han skrev den til den han er i filmen: en mand midt i tresserne. Han får tiden til at gå med at vade Rom rundt samt holde dekadente fester med dekadente venner. Og her er al skønheden altså, i synsvinklen. Til Jeps fødselsdag. Så overdådig. En kvinde fortæller en mand at hun ikke gider at være skuespiller længere, istedet vil hun skrive den næste store roman, en Proust-slags for fulde trompeter. Han gider ikke at spille teater hvis det ikke er ambitiøst nok, feks. rundt omkring i små uambitiøse flækker og for pøblen. Han vil hellere være med i serier. To tanter sladrer om en tredje, hun popper op af en lagkage til fødselsdagen, strutter med botoxlæberne og patterne og bliver så båret i sin kage gennem hele festen som en anden servering. Alt imens danser en stripper i baggrunden i et lydtæt glasbur. Når der klippes til stripperen, ændres musikken fra eurodance til en noget mere simpel og skøn slags. Sådan er det hele filmen igennem. En giraf trylles væk. En 104år gammel helgen "tryller" flamingoer frem. Buttede mennesker bliver erotiske alene ud fra deres bevægelser. På den anden side fremstår de mennesker hvis verden ikke er større end dem selv, som forlorne. Feks. performancekunstneren Talia Concept. Jep interviewer hende efter hun har fremført sit kunstværk: at løbe nøgen med hovedet først ind i en stenpille. Da Jep spørger ind til hvad der inspirerer hende, svarer hun "vibrationer". Hun bliver bedt om at forholde sig til "vibrationerne" og bliver sur. Vibrationerne er ikke noget. De er meningsløse. Det handler ikke om en mening i kunsten, det handler om Talia Concept som eksisterer uden nogen ved hvorfor. Klip nu til en botoxklinik hvor lægen behandler patienterne som børn, han skælder dem ud hvis de har været hos konkurrenten. Alle de her scener foregår i vild skønhed. Læser man blot replikkerne, får man en noget overfladisk fornøjelse af en serie meget overfladiske mennesker. Filmen skal ses. Den slutter med et tandløst smil fra den 104årige nonne. Et grotesk smil. Som al anden skønhed i filmen. En kø af halvgamle røvhuller der gerne vil være børn igen, i en botoxklinik, mennesker på række ude af stand til at smile eller græde. En fuldstændig steril begravelse hvor Jep må skjule sin gråd for ikke at ødelægge helhedsindtrykket. Et væltet tankskib. For ikke at tale om ovenstående klip: nonner der leger med børn i en solsvømmende have. Edens have, om man vil, men med børn i. Over på sin balkon står den dekadente og glor ned. Skønheden vedbliver på sin egen absurde måde, mens vennerne kreperer omkring Jep. Så nyd det hellere, alt det groteske og anderledes vi går rundt og glor på inden vi går i graven.
Nok snak. Tobak, og se så filmen!
Index
Kommentarer
Del
Terminus
