Coronafilosofi #1 : Sartre

05.04.2020 | artikel

Jeg læste i et facebookopslag (tror jeg) af Svend Brinkmann (ved jeg) at han synes vi skal bruge vores karantænetid på at dyrke filosoffer. Cirka. Jeg fandt derfor noget af mit pensum fra filosofi C-niveau. Så lad os dyrke det. Brinkmann er så vidt jeg ved, tilhænger af den gren af filosofien der hedder eksistentialisme. Blandt dem der beskæftiger sig med denne, er filosoffen Jean-Paul Sartre. Så vidt jeg husker, er det ham der har skrevet noget i stil med at vi er stillet overfor det at vælge hvem vi er som menneske. Husk: noget i den stil. Hvis husket rigtigt, er dette måske især er gældene i coronakriser. Vi dyrker Sartre.

I kompendiet er en form for filosofisk biografi om Sartre. Altså ikke skrevet af Sartre, men om Sartre. Her står blandt andet

Men hvad vil det sige at jeg som menneske grunlæggende er ét med mit betydningsunivers? Det vil sige at alle kendsgerninger i min verden kommer til syne som kendsgerninger-for-mig og altså ses i lyset af hvad jeg er i færd med. Bjerget foran mig er ikke kun et bjerg. Det er (kommer til syne) som fx. en forhindring, en udfordring eller en positiv mulighed, alt efter hvad der er mit projekt, mit formål.

Lige så meget jeg ind i mellem går og savner filosofi, lige så abstrakt en oplevelse er det at vende tilbage til. Anyway. Sartre vil ind på at menneskets væren er en for-sig-væren i modsætning til tings væren der er en i-sig-væren. Altså et bjerg for et bjerget selv er et bjerg. En person derimod er noget udover en række kendsgerninger som højde og drøjde. En person er nemlig en projicering af sig selv ind i fremtiden. Et projekt. Dette lyder lidt som et fint ord for udvikling. Sartre skriver selv:

Mennesket bliver det det har projiceret at være. - Ikke det det gerne vil være. Thi det vi forstår ved at ville, er en bevidst afgørelse som for de flestes vedkommende finder sted senere end det man har gjort sig selv til. Jeg kan ville tilslutte mig et parti, skrive en bog, gifte mig, men alt det er kun tilkendegivelse af et mere oprindeligt valg, mere spontant end det, man kalder vilje.

Jeg er ikke helt sikker på at vilje og valg ikke er to sider af samme sag. Men sådan er det ikke. De er åbenbart en side af to sager.

Dette grundlæggende valg (projektionen) er muligheden for at forholde sig til egen eksistens. Vi nærmer os kernen. Givet at jeg har fattet teksten. Når vi har valgt at forholde os til vores egen eksistens, kan vi vælge yderligere. Hvad vi vil stemme på osv. Der står yderligere:

Ud fra denne position kritiserer Sartre enhver kausal-deterministisk menneskeopfattelse, altså betragtningsmåder, der går ud på at mennesket er bestemt af udefra kommende årsager.

Determinisme er i filosofi det at alt er forudbestemt. I matematik er det entydighed. kausal-deterministisk må altså betyde noget med at ens liv er forudbestemt af en række årsager, feks. barndom, hvor man er født og opvokset i landet osv. Højt lixtal eller hvad det hedder. Vi har nu: Sartre er imod denne kausal-determinisme, han mener ikke at vi er underlagt vores arv eller miljø, men derimod at vi er hvad vi gør os til. Som i teksten står:

Det tvingende ved fortiden lægger i at vælge at underlægge mig dens tvang, - det er altså ikke en egenskab ved fortiden selv.

Og mere tekst:

Det fører os frem til den berømte formulering i "Eksistentialisme er en humanisme": Ved mennesket går 'eksistensen forud for essensen'. Hvad et menneske bliver eller er blevet, er udtryk for dets grundlæggende frie valg af hvorledes det har valgt at leve sit liv.

Omvendt er det med ting. De er noget i kraft af den idé vi har om dem. Dette kaldes vist fænomenologi - altså at vi hver især har vores egen idé om forskellige ting. Og disse ting er så disse forskellige ideer. En ske er ikke bare en ske. For en med en skål suppe foran sig er den behjælpelig. For en med en kæmpe opvask foran sig er den endnu en brik i et udmattende puslespil. Osv.

Tingsliggørelse

Udover at vi kan fravælge til at starte med, for på den måde at tingsliggøre os selv som en slags filister, kan vi blive tingsliggjort gennem vores funktion i samfundet.

En cafetjeren er for andre en funktion. Af denne forventes en bestemt slags adfærd. Men for personen selv gælder stadig denne for-sig-væren. Som der står i teksten:

Jeg har altid mulighed for at forholde mig til fortidens og omverdenens bindinger og må dermed altså også påtage mig ansvaret for mine valg.

Væren for andre

Vi citerer:

Vi opfatter nemlig også den anden som et subjekt fordi vi oplever hvordan den anden, ligesom vi selv, aktivt griber forandrende ind i verden. Denne oplevelse bliver særlig nærværende når den anden griber forandrende ind i vores egen måde at forholde os til omverdenen på.

Der er en vækselvirken på mennesker. Vi ser os selv som objekt gennem andres øjne når vi handler moralsk forkasteligt. Moralsk korrekte beslutninger sker altså mellem mennesker. Hvilket leder videre til Sartres etik.

Corona-konklusion

Jeg har lidt tabt tråden. Sartres etik er vist ikke yderligere beskrevet. Så hvordan kan vi eksistere i en coronakrise med lidt hjælp fra Sartre? Vi kan starte med at vælge at vælge. Hvordan kan vi spejle vores moralske beslutninger i andres for-sig-væren når vi lever i isolation? Svaret er desværre nok igennem platforme som facebook. Hvad gjorde man for bare 20 år siden? På en måde har jeg både for nu og for dengang lyst til at sige: gennem skønlitteratur og film. Der er ikke noget som fiktion der kan fremhæve moralsk utilstrækkelighed og tåkrummende dårlig selvindsigt.

Måske prøver jeg at stave mig gennem flere filosoffer. Denne krise for det værste samt bedste frem i os. ♥

Index Kommentarer Del