Så skulle cyklen på værksted, kan man sige; eller den skulle i hvert fald fragte mig derhen. Den artede sig og kæden holdt. Turen var kun halvt planlagt, jeg tog egentligt bare afsted i den tro at værkstedet stod åbent og forladt, det var dog ikke helt tilfældet; men jeg fik med lidt parlamenteren lov til at snige mig ind for at tage nogle billeder.
Over halvdelen af værkstedet er vist nedlagt. I fordums tid har der været en togkirkegaard i baghaven, den er desværre kørt indendørs pga. skurvogne og metrobyggeri. Tilgengæld var der på området bla. et par asbestadvarselsskilte.
Selve værkstedsgrunden er lidt specielt indrettet, og jeg måtte lige danne mig et overblik for at forstå "systemet" helt. Det forholder sig selvfølgelig sådan at et tog ikke kan dreje så godt eller i det hele taget manøvrere frit (det kører jo på skinner), derfor består værsktedsgrunden af rækker af lige spor. For at få et tog fra et spor og over på et parallelt bruges en stor bro der kører på tværs af alle sporene og deler dem imellem to sæt garager.
Centralværkstedet i København ligger på Otto Bussesvej og blev grundlagt i 1909. Det er et meget omfangsrigt værksted og har haft mange hundrede ansatte. Der er tilmed anlagt en lille by bestående af gule huse tilstødende selve værkstedet hvor medarbejdere kunne bo. Gradvist er værkstedet blevet lukket ned, medarbejdere er holdt op eller er flyttet til værkstedet i Århus, derudover er DSB jo blevet reduceret en del da mange af de enheder DSB engang bestod af, er blevet udliciteret eller privatiseret. ”Den gule by” eller ”Kineserbyen” som de tilstødende huse bliver kaldt, er blevet omdannet til private boliger.
Det meste af værkstedet, selv togbroerne, er fredet.
Mit mål var som skrevet togkirkegården, men alle de døde var blevet låst inde da pladsen hvorpå de stod, var blevet besat af metrobyggerskurvogne. Efterladt var kun få lig jeg kunne undersøge.
Da jeg ikke ved specielt meget om tog, kan det være lidt svært at kategorisere mine ligfund. Det i midten er umiddelbart umuligt at genkende da der kun er undervognen tilbage. Det bagerste ligner nærmest noget fra det vilde vesten, en gammel model i træ hvor man kan svinge sig fra hest og op på bagbalkonen hvis man ikke nåede toget på stationen. Det forreste derimod kunne godt være en vogn jeg i min tid har kørt med, jeg synes i hvert fald at jeg kan genkende interiøret – især sæderne, dørene og lokummet.
Jeg er personligt ret ambivalent i forhold til det forfald disse ting står i. Det ser fedt ud og tiltaler mig en del mere end cafeer og modemesser. Men samtidig er det et udtryk for den kamp der i al DSB's tid har været mellem hærværksudøvere, graffitimalere og værkstedspersonale. Og skatteborgerne, DSB er ejet af transportministeriet. Tog som det på billederne skal vel skrottes, går jeg ud fra, én velholdt model beholdes sikkert til museumsbrug. Hvis det stod til mig blev de fragtet et eller andet sted hen hvor de kunne være legeplads for hvem der nu synes sådan noget er sjovt indtil vognene falder helt fra hinanden. Lager- og værkstedsbygningerne derimod er vist alle fredet. De skal altså renoveres, derfor er hærværk en tvungen udgift for staten. Så vidt jeg ved, fungerer dette værksted kun nogle år endnu.
Jeg er simpelthen splittet, jeg synes forfaldet er fedt, men det synes samfundet ikke. Plads og grunde i København er ret kostbare, altså bliver hele værkstedet nok til en aristokratisk lille by i byen med egen fredet mobil togbro til at køre BMW'er rundt på.
Og når det så sker, er jeg splittet på den måde at jeg både er glad for at jeg nåede at tage nogle billeder af stedet inden forvandlingen, men samtidig er jeg ked af at jeg ikke var ude med kameraet noget før så jeg kunne have fået alle de faldne med.
Til sidst blev jeg smidt ud fra grunden. Stedet har været mere åbent, fik jeg at vide af personen der smed mig ud, men er efterfølgende blevet lukket helt da værkstedsarbejderne simpelthen var blevet for trætte af graffitimalere og hashrygere der hele tiden smadrede togene.
Jeg må flytte på landet hvor forfald får lov at passe sig selv.