Jeg har lige læst Hans Scherfigs roman Det forsømte forår. Og: Vi følger en gruppe drenges skolegang på en yderst konservativ (traditionel) skole. Fra de går i de nedre klasser og til 3.g. Hele skolegangen er meningsløs, og lærerne er tilsvarende uduelige.
Scherfig er satiriker. Bogen er stadig sjov, synes jeg, på trods af at den er 80 år gammel. Gennem denne satire fremstilles især lærerne som absurde. Biologilæreren der ikke kan kende forskel på noget fra en hane og noget fra en hjort. Geografilæreren der ikke ved hvilken vej jorden drejer. Læreren der falder i søvn i undervisningen. Og Lektor Blomme, latinlæreren der drømmer om at blive cæsar. Lærerne kompenserer for deres absurde fremståen ved at være sadistiske. Dette er et af bogens hovedtemaer: Al den vold og nedgørelse der sikkert blev lidt i folkeskolen dengang. Den eneste lektie lært er den om selvopretholdelse og overlevelse. Og deraf konkurrence. For eleverne vælger selvfølgelig rollen som medløbere istedet for at kæmpe mod systemet. De mobber de svage elever og de ikke-tyraniske lærere. Det absurde bliver selvopretholdende. Et andet tema der nok i dag er mere relevant, hænger sammen med titlen. Nemlig det at tærpe for at præstere og derfor forsømme den vigtigste tid i ens liv: ungdommen og alle de forår vi skal bruge i løbet af denne på at lære at være menneske. Sexualitet, samvær og den slags. En detalje her er det at præstere udelukkende for en karakter. Altså skippe alt det der ikke er en del af pensum, alene for at opnå en topscore. På den måde bliver et konkurrencesystem et konservativt (anti-kreativt) system. Man har ikke lyst til at skrive digte, da det i sig selv ikke kan bruges til noget til eksamen - spildt sproglig udfoldelse/leg der fylder i hukommelsen for den mekaniske udenadslæren man får point for. På samme måde har man ikke lyst til sexuelle udfoldelser da de jo sikkert har en negativ virkning på ens energiniveau til eksamen. Og man har ikke lyst til at være kritisk over for dette system. Kritik giver ikke points.
Scherfig er brændende kommunist. I historien antydes løsningen ude på gaden, hos bageren og i kiosken. I form af unge forelskelsesværdige kvinder med jordnære jobs og arbejderklassebørn der leger. Dem der er så heldige aldrig at blive en del af den meningssløse anstalt vores hovedpersoner skal trækkes igennem. Det minder mig om artiklen om bullshit jobs.
Problemet med Scherfig og kommunismen er at begge har lidt i populariteten pga. de forskellige kommunistiske diktaturer der hele tiden har været. Dog er Scherfig stadig småpopulær, tror jeg, fordi han skriver sjovt, og fordi både hans billeder og bøger har været en del af vores opvækst. Hvis man abstraherer lidt fra den smånaive tilgang han havde til kommunismen, synes jeg Det forsømte forår er næsten lige så relevant i dag som dengang. Læs den!
PS. se også filmen Det forsømte forår. Med blandt andet en ret vild præstation (pun intended) fra Frits Helmuth som Lektor Blomme.