Mikkel Thykiers digt Jeg kan ikke længere sanse verden

21.05.2020 | digte

Jeg fandt i antologien Digte fra 1990'erne Mikkel Thykiers digt "Jeg kan ikke længere sanse verden":

jeg kan ikke længere sanse verden, alle de mennesker med hår på deres hoveder, hår de drukne sejler gennem gaderne som fulde sejlere, med støvleklapren der under en hånd er mygt og knast, knitrer, er grovere, fugleredehår og halmstakke og rødvinsånde imellem husvæggenes uhørlige og åndsløse snøvleplapren hår på fint kuplede hoveder, man kan lade en hånd stryge henover for i ejerens sår så dunker sporvogns- og jernbaneskinner: Neuropa, Neuropa, i håb om at hviske en blid omfavnelse, der omfatter alle de smukke mennesker med spiritussol at skyerne med gråd vil få vemodigheden til at drive ned ad de gus- i deres øjenlåg, alle de fine og bløde kroppe, der ville bløde smukt i venligheden tent oplyste gader, i parken er der træer, og min er bruden, der gør håret dufter af egetræ og honningshampoo, jeg drikker the af en kande foldet i viol som dem med lange, krogede kviste og et underligt visnet løv; hun dør

Digtet er fra samlingen Skyggerne er kun flygtige fra 1997. Digtet er formateret på den måde det står ovenfor. For at læse det hele skal du scrolle fra side til side. Noget man ikke så tit gør på hjemmesider. Hvilket gør det hele yderligere interessant.

Er det ikke bare for fedt? Samlingen digtet er fra, er vist Thykiers debut. Det er vist skrevet i Prag - altså handler det muligvis om Prag. Og så minder det mig en lille bitte smule om Tom Kristensens digt "Nat i Berlin 1921" der jo starter med

Igen. For. Fedt.

Index Kommentarer Del