Jeg kom i tanke om en Tæskeholdet-udsendelse. Ole Ernst havde skrevet et digt om den gamle klovn ment som kritik af Tæskeholdet, Tæskeholdet havde skrevet et modsvar, og Gyldendals redaktør skulle så bedømme osv. Altså kvaliteten. Som et eksempel på hvor mærkeligt et digt kan blive, nævnte redaktøren Aage Hermanns digt "Græd ikke så aflangt":
Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos, endnu kan dit træben vel spille, hvis tyren har bidt dig i armen, så flyv mod strømmen til Vridsløselille. Gik høkassens frihjul over gevind, nuvel, men der vokser radiser på taget af Trælast-Simonsens hus, det står i de svenske aviser Se, solen går ned i et kogende hav af prinsessesuppe og vælling, den blå elefant i min fætters trapez spiser kommenskringler på tælling, men gråspurven farver sit fuldskæg grønt i kartofler og apollinaris, bag Bredgade løber Holmens Kanal, dér svømmer på ryggen prins Paris. Men vil du stege din høje hat, nuvel, så lad vindfløjen falme, for den der har børn med sin hustrus mand, får ingen agurk på sin palme. Og rider Skaarup på risengryn, så tager jeg lokomotivet og lægger skorstenen under min seng, mens hesten gynger i sivet.
Første strofe er den fra Tækseholdet kendte og af mig husket. Den lever nok i de fleste om ikke andet så som minde fra digtanalyse i folkeskolen/gymnasiet. Hermann skrev digtet til en futuristisk kunstudstilling i 1918. Det er et godt eksempel på et lettere usammenhængende digt der alligevel bliver båret af stilistisk som rim og rytme. Derudover er jeg vild med de mærkelige brug af verber og adverbier "græd ikke så aflangt", "træben vel spille", "gråspurven farver sit fuldskæg grønt" osv.