Her Per Aage Brandts digt uden titel, men fra samlingen Verjmeldinger og herunder den del der hedder Blåvejr:
metaforerne smelter fra træerne som ure, tilbage bliver som efter skuplturer af sne et par kviste, to stykker kul og en gulerod, alt er altså metonymisk og kan kun afvige fra sig selv ved sin sigende synlighedFor fedt! Digtet er igen ret konkret. Det får fat i både Dali, tiden og dennes konsekvens på sneen og det vi skaber. For ikke at tale om det den overlader: guleroden. Jeg er vild med den her slags brug af sprog. Også på en søndag.