Et digt umiddelbart uden titel af Tua Forsström

24.10.2020 | digte

Jeg faldt over dette digt på hjemmesiden prmndn.dk - en kollektiv blog for forfattere. Den er ikke mere. Digtet er skrevet Tua Forsström. Jeg aner ikke hvad det hedder eller hvilken samling det er fra. Jeg ved heller ikke hvordan man får fat i Tua, så jeg lægger digtet op her og håber så ellers på at det er i orden for hende:

Roede ud på søen i det grå, det blæste hårdt og mørket faldt på i langsomme bølger, hvad er der at sige om tidens fremdrift? Huset oppe i skoven drev med lysende vinduer, ligesom introvert, som om jeg ikke længere havde tiltræde Vi vil så gerne sige noget virkeligt og efterligner så en bevægelse. En tone Jeg roede ud for at drukne de fisk, du ved, som jeg af begærlighed havde tigget mig til på torvet. Vi tror at vi bliver roligere, men det er kaos som tiltager. Vær ikke bange. Vær ikke unødigt bange. Vi må underskrive et særligt dokument, vi må under den ulæselige tekst skrive vores navne. Lader intet tilbage at ønske. Lader alting tilbage at ønske. Ligge på den åbne mark under tynd og blæsende teltdug til en ulv tager os kærligt i favnen og holder os frem i natteluften, små sovende dukker Vi har lært os at stryge ethvert unødigt ord, men det er ikke enkelt altid at vide hvad som er nødvendigt og septemberdagen står stille og lysende mod vinduet, øjnene løber let i vand

Det er selvfølgeligt oversat af en af dem der skrev på prmndn. Så tak til denne person. Jeg ved ikke om der er så meget mere at sige om digtet. Det er en af de slags digte der ætser sig ind i en eller anden hjernebark på mig. Og så kan jeg ligesom bare ikke glemme det igen. Der dukker hele tiden små fragmenter af digtet op hist og her for mig. Eller når jeg læser andre tekster kan der dukke en sætning op fra dette digt midt i det hele. Højst mærkværdigt!