Johannes V. Jensens digt Interferens

15.02.2021 | digte

Endnu et digt af Johannes V. Jensen. Denne gang "Interferens":

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs. Stilheden vider sig og klinger. Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed. Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler. Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig vaagen, men jeg overvejer med kølig Hu. En Kraft passerer mine Nerver, og jeg ligger som livløs. Længe tænker jeg med iskold Ro paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne. Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidst- hed og svinde igen. Imorgen skal jeg staa op ladet med Eder og Livslyst som alle Morgener før. Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Sko- horn, Tandbørste og hele Historien, Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad. Og jeg tilstaar: Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke, ægte efterlignet, eller det er en dum og sørgelig Fiktion. Det nytter jo ikke at nægte det, jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa saare jeg tænker. Min Bevidsthed arbejder skærende. Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv. Intet er sandt. Intet er Umagen værd. Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod, end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds Knivsystemer. Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes med Overbevisningen om alle Tings Endelighed, da lever jeg. Denne Knagen af Akslerne, dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd frigør de transcendentale Smærtevibrationer, der er Formen for mit inderste Jeg. Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens. Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder er mit Indres gennemtrængende Tonart. To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i mit Hjærte. Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs. Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer! Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed imellem de kværnende Stenkloder. Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler.

Altså forholdet mellem livets magelighed (måske det kedsommelige) og livets endeligt. Stærke sager!

Jeg stødte vist på digtet første gang på HF i en dansktime. Selvom digtet måske er lidt digter-typisk i sproget, er det ret eksistentielt. Så temaet kan måske siges at være tidsløst. Anyway.

Index Kommentarer Del