Inspiration til digte #2: Den upersonlige fortælling

27.02.2021 | digte

Mit andet bud på digteinspiration. Her et bud på hvad man kan gøre, eller omvendt et bud på hvad man kan lade være med at gøre. Jeg introducerer: den upersonlige fortælling.

En tekst der er upersonlig, kan måske lyde kontroversiel. Jeg tror det bunder i sociale netværk. Opslag på disse er næsten altid personlige, de er under en eller anden personlig kategori. Oftest er der succeshistorierne: "jeg har endeligt fået drømmejobbet", "vi skal have et barn", "vi har fået drømmehuset" eller lignende. De er ofte undertekst eller overskift til billeder af personen(erne) i den givne successituation. De her fortællinger der dukker op i ens feed, er sjældent negative. Hvilket sikkert skaber mindreværd hos dem der observerer historierne. Altså den her fear of missing out ting: man kommer i tanke om at man ikke selv har børn, at man ikke selv fik 12 eller den slags.

I den anden ende af skalaen er der historier af negativ karakter. Dem er der ikke så mange af i ens feed, synes jeg. De finder til gengæld deres vej ind i litteraturen. Tænk på digte om brudt kærlighed, digte om uligevægtige parforhold, digte om savn og lignende. Den slags historier appelerer til det mest basale i vores empati. Vi har næsten alle været i en lignende situation og kan derfor relatere. Så det kan måske virke kontroversielt at snakke om upersonlige fortællinger. Når nu de her relaterings-mekanismer mod det personlige ligger så dybt i os.

Psykologen Svend Brinkmann har i en årrække været fortaler for det at rette opmærksomheden væk fra sig selv. Altså at rette den ud i ens omverden i stedet. Lidt mere konkret kan man få sig en hobby. Hvorfor? Jo, fordi en hobby hælper én med at fokusere på noget andet end ens indre. Man får en mulighed for at fordybe sig.

Jeg tror digte ofte bliver set som en kanal for ens følelser, en slags terapi. Har man slået op med kæresten, kan man få afløb ved at skrive om det. Og så kan man høste noget empati efterfølgende. Spørgsmålet er bare om man får et bedre liv af at grave rundt i sine brudte kærlighedsforhold? Om man får det bedre af at skrive om ubehagelige ting der er sket imod en? Jeg kan ikke se at det at skrive digte ikke er bedre tjent med at være en hobby. En mulighed for at være kreativ. En mulighed for at komme ud af sig selv og fokusere på noget andet. En mulighed for at fordybe sig i sproget. En mulighed for at prøve at forstå ens omverden. Dermed får man måske også en bedre forståelse for sig selv.

Man kan selvfølgelig fint bruge personlige oplevelser i sine tekster. Hvis man møder en person der er på en speciel måde, kan man feks. prøve at forholde sig til hvordan personen er speciel. Og så bruge de karaktertræk i sin fortælling. Man kan også prøve at forholde sig til sin egen person. Man kan overveje hvorfor man er fyldt med had til en eller anden. Hvorfor man siger/skriver den slags man gør. Min erfaring er dog at jo mere man skriver indad mod sin personlighed, jo mere en-dimensionnel bliver ens tekst. Det ender altid med at man er et offer eller en helt. Og andre i fortællingen er de onde. Personlige tekster bliver sjældent særligt mangfoldige i domænet for menneskelig psykologi. Feks. er det nok de færreste der har lyst til at skrive en tekst om en narcissist velvidende at teksten er personlig. Hvis jeg gør det, skriver jeg jo direkte at jeg selv er narcissist. Det er de fleste mennesker nok i et eller andet omfang, men det er jo ikke noget man har lyst til at skilte med. Så det at en tekst er personlig, reducerer i ens muligheder for at udtrykke sig igennem den. Dermed bliver en personlig tekst også mindre menneskelig. En personlig tekst kan ikke rumme alle de aspekter der er i at være menneske, fordi mange af dem ikke er specielt flatterende.

Det personlige er også tit så forsimplet at det at dyrke det, kan resultere i at vi bliver følelsesmæssigt dummere. I værste fald er man ked af det uden at kunne sætte ord på. Eller man er vred uden at vide hvorfor. Hvis man ikke forstår grunden, kan ens vrede over for feks. indvandrere vel lige så godt være berettiget, sådan helt ukritisk? Det forholder sig lidt på samme måde med glæde. Hvis man ikke forstår hvorfor man bliver glad, kan man aldrig rigtig forholde sig til om ens glæde er reel. Feks. skaber overforbrug, altså det konstant at købe noget nyt, en glæde hos mange. Men er det en sund glæde? De her flade tekster provokerer empati eller måske misundelse hos læseren. Men samtidig bliver ingen rigtigt klogere. Forståelse kræver at man forlader det man vil forstå, bliver i stand til at se det udefra. I stand til at observere det og analysere det. Man har ikke mulighed for at forstå sig selv med afsæt i sin egen personlighed.

I stedet synes jeg som sagt man burde se det at skrive tekster som en hobby. Som en mulighed for at udfordre og fordybe sig i sproget. Som en mulighed for at vende ens opmærksomhed ud ad, forholde sig til verden, forholde sig til det at være menneske. En mulighed for at være konkret, en mulighed for at formulere noget interessant der ikke involverer ens egen person. Jeg kan komme i tanke om få ting der er så kedelige som min person. Jeg står op og æder, bruger dagen på at være glad eller ked af det. Når jeg derimod begynder at læse i en bog. Eller når jeg glor ud ad vinduet og får øje på en krage der humper afsted med enden af en rulle lokumspapir. Det hvide bånd der lægger sig på det visne græs, det bliver revet i 1000 firkanter af vinden og hvirvler mellem en række lygtepæle ned ad gaden. To krager der kæmper om røret i midten af rullen. Du ved, alt det der gør livet interessant. Det at skrive burde netop være en mulighed for at fokusere på noget andet end sig selv. Sproget er noget af det fedeste vi har, der er ingen grund til ikke at bruge sin tid på at lege med det.

En oplagt skriveøvelse er vel at man kan prøve at skrive et digt med en jeg-fortæller der er det totalt modsatte af hvordan man ser sig selv. Form så fortælleren yderligere. Feks. hvis jeg'et kommer til at fremstå usympatisk, så skriv det mere i denne retning. Gør jeg'et til en psykopat. Hvis jeg'et kommer til at fremstå tilbagegholdende, skriv på det så det kommer til at fremstå svagt. Skriv på det indtil du på ingen måde vil identificere dig med det. På den måde kan man fremskrive karaktertræk andre ville tage afstand fra. Og på den måde kan man lære at forholde sig til disse karaktertræk. Og man kan lære at alle de egenskaber man ikke har lyst til at tale om, måske slet ikke er så fremmede for os.

Index Kommentarer Del