Koncert i DR-koncerthuset: LUISI & NIELSENS 6

30.04.2023 | musik

Vi var i DR-Koncerthuset for at se LUISI & NIELSENS 6. Altså Carl Nielsen fremført af den italienske dirigent Fabio Luisi. Ret uheldig titel. Søger man den på duckduckgo, får man en masse brillereklamer. Nå. Det var en ret vild oplevelse. Vi fik pladser ret højt oppe. Da jeg bestilte pladserne, var der et plankort over koncertsalen. Jeg troede den var biografagtig og rimeligt flad. Men nej. Jeg er lidt højdeskræk. Så jeg skulle lige samle tanker deroppe. Se selv:

OK. Resten af publikum. Allerede da vi sad i foyeren ved garderoben, begyndte der at hobe sig gangstativer, kørestole og iltapparater op. Generelt bare kommunale hjælpemidler. På vej hen imod indgangen til den etage/balkon vi skulle sidde på, røg vi ind i en stime der vist alle stod på venteliste til hofteoperationer. Vi gik vel én kilometer i timen de sidste 50 meter. Bag ved flere af sæderne stod der rollatorer. Der var en ellers frisk, men ældre mand der gik foroverbøjet i en vinkel på 90 grader. Ligesom en vinkelmåler. Bøjet af ved hofterne. Han sad vel med benene pegende ligeud. Eller han gik i præcist samme vinkel som han sad. Elevatoren var i konstant bevægelse - det eneste lokum var i kælderen. Og sådan sad og lå de rundt i hele koncertsalen med lommerne fulde af fuglefrø og maltbolsjer og snotklude og hostede og drak campari og tyggede på deres cerutter og spiste småkager. Og ind i mellem var der vel et høreapparat der overstyrede og begyndte at hyle så koncerten måtte stoppe. Eller der faldt et gebis ned i nakken på ham med kontrabassen - og så gik der jazz i lortet. Og hende med violinen derovre, hun vågner med et sæt og filer løs i stigende tempo - så buehårene flosser. Og dirigenten går grassat og flår toupéen af og kyler den efter en cellist der dratter af stolen og lander på sin cello. Perkussionisten løber over og knalder et bækken i hovedet på en obo-spiller. Så flyver der cellokasser og trommestikker og nodestativer på kryds og tværs over orkestergraven. Vagterne kommer ind med knipler og tåregas, og efter tre kvarter med total tumult må koncerten starte forfra. Og så sidder man der i dyb fascination indtil det går op for én at man selv en dag kommer stavrende der bag sin rollator.

Var det en fed oplevelse? Totalt! Selv deroppefra kunne jeg ikke overskue hele bandet. Så jeg måtte skifte fokus til den gruppe musikere der var mest fremtrædende. Feks. sad gruppen af violinister helt ovre i den side mod mig. Kontrabasserne i den anden side. Perkussion i bagenden. Osv. Så under violintunge passager kunne man fokusere på denne gruppe. Var der nogle der spillede solo (så meget som man nu soloer i klassisk musik), kunne man jo bare glo på dem. Lyden deroppefra var vist forstærket af højtalerne der hænger ligefremme. Der mangler af alle gode grunde bas (den vil gerne ned i jorden). Men der var detaljer nok. Og ham med trianglen, han fik en hel del spilletid. Og så var der selvfølgeligt den der følelse af surround sound - det er vel derfor man kommer sådan et sted. For at være midt i det hele. Den følelse var der. Alt fra triangel-solo til steder hvor alle instrumenter tæsker sømmet i bund, var fint detaljerede og i et godt indbyrdes niveau. Jeg synes jeg har læst et eller andet sted at DR-koncerthuset er top avanceret - også set på verdensplan. Jeg skal derind igen en dag, for sure. Overwhelming. Thunderous!

Jeg skrev endda et digt om det: Champagnegaloppen