Det her digt til minde om polarforskeren Knud Rasmussen.
Var jeg en rype i dag, løfted jeg vingen til slag, fyldte jeg lungen med luft og fløj både nat og dag over et vinterligt hav, som sortner bag hvidligt skum, gennem den mørke decembers skyomtumlede rum. Kun som en rype i storm, kastebold for al blæst, men med et uvejrs budskab fløj jeg da mod nord-vest. Hjertet sprængfærdigt af smerte, maned jeg så fra mit bryst sangen, der snart som et uvejr tuder langs Grønlands kyst. Videre skulle den tone over den halve jord, følge kamikkernes fodtrin og slædernes lange spor, tude i Hudson-bugten helt ud til King William’s land, hviske i hver en boplads langs jordens yderste rand. Alle hans gamle venner skulle da ruskes af blund, pilekvisten og klaringen, Auá med den snehvide hund, alle de skønne piger med brede og skinnende smil skulle forvirret stå op og glemme det sorgløse hvil. Alle skulle de vækkes. Sorgen er knap begyndt. Snart skal den brede sig ud til Alaskas fjerneste pynt. Den store fortryller er død! Den store troldmand er død! Hørte I alle min sang? Forstod I, hvad den betod? Øer og lande og floder ligger med islænker lukket. Glæden, som varmed jer alle, den brændende glæde er slukket. Frys, som vi andre fryser i dag uden ild og glød, for nu er han død. Det er Knud, som er død. Forstar I?
Knud var kvart inuit. Han oprettede i 1910 Thule-stationen og brugte sit liv på at rejse rundt i Grønland og dokumentere hvad han fandt. Han var udnævnt æresdoktor hos KU samt hos University of St Andrews. Han døde i 1933 af lungbetændelse som følge af maveinfektion. Digtet blev bragt i Politiken som en nekrolog.