Der er nogle længere henne ad gaden (havde jeg nær skrevet, men gjorde så) der har lavet en snemand. Jeg nåede ikke at tage et billede af den under frost. Men i stedet nu. Når der står sådan en snemand og er ved at tø ihjel, kommer jeg altid i tanke om Snemand Frost og Frøken Tø. Så her:
Snemand Frost og frøken Tø gik en tur ved Søndersø, fandt en bænk og slog sig ned, talte lidt om kærlighed. Snemand Frost, som var lidt bleg, spurgte: "Må jeg kysse dig?" Men da frøken Tø var varm, smeltede hans højre arm. Da han kyssed' hendes kind, svandt han ganske langsomt ind. Da han kyssed' hendes mund, blev han væk i samme stund! På en bænk ved Søndersø, sidder stakkels frøken Tø. Snemand Frost er smeltet op. Hun må ha' ham i en kop.
Jeg ved godt det er en trist skæbne de to må lide. Men det er et sødt digt/sang. None the less.