Forside/Blogaden
Tekster
UfNet
Musik
Nørderier
Linktree
FB
Om
Der er en tråd i "brokkassen" på fyldepennen (med overskriften Digte). Jeg var egentligt begyndt at svare på den. Men så så jeg at den er +5år gammel. I stedet smider jeg svaret op her. Tråden handler om at folk er alt for lidt kritiske når de sender et digt afsted på fyldepennen. Eller at de tænker at digte er lette at skrive. Hvilket trådstarter ikke mener de er. Jeg er enig. Derfor svar.
Jeg er ikke ude på at fremstå som en professor i litteraturvidenskab. Og jeg er ikke ude på at definere hvem der er digtere, og hvem der ikke er. Men jeg synes det er vigtigt at tale om digte. Også om hvad der er gode digte, og hvad der er dårlige. Hvis ikke vi gør det, bliver digtning jo ligegyldigt. Så altså.
Digte er leg med sproget. Slet og ret. Fra wiki om digte:
Digte er ordkunst. Digte er ord som er sat sammen ud fra primært æstetiske valg for at formidle en følelse, en holdning eller en fortælling. Digte fortæller sjældent en historie "lige ud ad landevejen". I stedet lader de følelser, en oplevelse, en stemning – eller digtets egen form – komme i fokus. Og ofte kan meningen ikke afkodes direkte, men må fortolkes frem. Eller måske er der ikke nogen klar mening, måske ønsker digtet blot at formidle en stemning – nærmest som et stykke musik.
Jeg ved godt at der i wiki-artiklen står at digte skal formidle følelser eller holdninger ud fra æstetiske valg. Og at dette ikke harmonerer helt med følgende. Men pointen i det følgende er at det æstetiske skal være i fokus for at der er tale om et digt.
Godt. Jeg ved også godt at nogle vil mene at det kvæler kunst at putte definitioner ned over det. At et digt er det man føler det er. Jeg er ikke særligt glad for den slags relativisme. Ideen i at skrive en artikel som denne er at udvikle et fælles sprog (samt fælles forståelse) for hvad et digt er. Så vi slipper for at gå rundt og have hver vores idé om hvad det vil sige at skrive et digt. Hvis det sker, kan vi jo ikke skrive digte andre kan læse som et digt, fordi andre har andre ideer om hvad et digt er. Eller også kan alt være et digt. Og hvis et digt ikke er noget specielt, hvorfor så læse/skrive dem?
En ikke kreativ leg er ligegyldig. Det samme med en leg der er fantasiforladt. Man kan slet ikke lege under fantasiforladte/ikke kreative forhold. For hvorfor så lege? Så er vi jo bare i virkeligheden. Eller en fortolkning af virkeligheden magen til virkeligheden. Hvem gider feks. lege at de går på arbejde og laver det de plejer at lave på arbejdet. Digtning skal altså indeholde et kreativt sprogbrug. Hvilket er impliceret af at digte er leg med ord.
Jeg har en teori om at der er to måder at skrive digte på (eller lave kunst i det hele taget):
Man kan selvfølgeligt blande de to. Mht. den rent indre kan man ikke være kreativ. Det er umuligt. Man skriver jo ud fra holdninger og følelser alene. Og disse er ikke unikke. De fleste har prøvet at have kærestesorger. Lige meget hvor rabiat man er politisk, kan man helt sikkert samle en gruppe af ligesindede på feks. facebook eller måske endnu mere på X. Det samme med rædselsfulde forældre osv. Der er andre der har prøvet det samme. Det indre er abstrakt - det er følelser og holdninger. Det er svært for andre at sætte sig ind i feks. kærestesorger. Hvis jeg selv har prøvet at have dem, ved jeg hvordan det føles for mig. Men at du skriver at du har haft det, giver ikke mig et indblik i hvordan det er for dig. Jeg kan kun hælde min egen erfaring over i din tekst. Så de kærestesorger du skriver om, bliver til dem jeg har haft. På den måde kommer den indre tekst aldrig ud af den indre verden. Den får aldrig almen relevans. Man kan sige at den lever i en indskrænket verden. Den bliver til navlepilleri.
Den ydre har rig mulighed for kreativitet. Noget så specifikt som en sproglig sammenligning: "Jeg er blæst som et kanonslag" kan være kreativ. Metaforer, rim, ironi - alle sådanne sproglige figurer kan man være kreativ med. Den ydre kan selvfølgeligt også være kreativt gold. Der er feks. døde metaforer - metaforer der er så brugt, at vi ikke lægger mærke til dem. Noget a la "du er ikke den hurtigste knallert på havnen". Der er også døde sammenligninger, feks. "du er sød som honning". Man glemmer selve billedet, der er hverken knallerter, havne eller honning i hovedet på én. Men hopper direkte til meningen af dem når de bliver sagt/skrevet. Det er klart ikke kreativt at skrive udelukkende med den slags figurer.
Udover nævnte forskelle er der også den at man kan blive bedre til at skrive på den ydre måde. Man kan lære at lave bedre og bedre sammenligninger. Det samme med metaforer osv. Men man kan ikke blive bedre til at skrive ud fra det indre alene. Altså kan man blive bedre til at have kærestesorger? Det kan man vel godt, men måden at blive det på er vel at blive bedre til at håndtere/dæmpe dem.
I tråden på fyldepennen er der noget snak om at det tager lang tid at skrive et godt digt. Den køber jeg ikke helt. Et godt digt kræver bare en sproglig idé, og sådan en kan komme hurtigt. Jeg mener tilgengæld ikke man kan skrive et godt digt hvis man ikke forholder sig nok til det ydre. Hvis man kun er i det indre, mener jeg ikke man skriver digte. Der bliver nødt til at være noget sproglig nytænkning, noget sprogkunst eller sproglig kreativitet. Ellers er det ikke et digt.
Konsekvensen af ovenstående er at meget af det der er på feks. fyldepennen, ikke rigtigt er digte. Det er udtryk for en holdning eller for noget indre følelsesmæssigt. Den slags tekster kommer aldrig rigtigt videre eller ud i verden - de forlader ikke det indre, de får aldrig relevans for andre. På den anden side vil jeg vove den påstand at alle kan lære at skrive gode digte. På præcis samme måde som alle kan lære at skrive. Den ydre måde at skrive på handler bare om at man lærer nok om sproget til at man kan være kreativ med det. Og det mener jeg alle kan lære.
Der er et krav om at kommentere tekster på fyldepennen. Hvis man ikke kommenterer, kan man ikke selv udgive tekster. Det er fint nok med en noget-for-noget-mentalitet på et fora som fyldepennen. Problemet er bare hvis digte får lov at leve i den her relativisme hvor et (godt) digt er hvad man føler det er. Og hvis der samtidig ikke kommer konstruktive kritiske kommentarer - hvis der i stedet kun kommer kommentarer der rækker ind ad og giver udtryk for yderligere relativisme. Hvis digte er noget indre man ikke kan blive bedre til, men som jeg kan hælde mit eget indre over i for så at spejle mig i dem i kommentarsporet. Altså hvis fokus forsvinder fra håndværk og sproget. Så bliver et sted som fyldepennen et sted hvor folk kan skrive dagbog forklædt som digte. Eller facebook/X-opslag forklædt som digte. Og det burde stedet ikke være.
Jeg savner rigtig meget et sted hvor digtning og sprogleg bliver taget seriøst. Et sted hvor man kan nørde sproget og dermed digte. Der er alternativer til fyldepennen (feks. facebook-grupper og den slags), men teksterne alle disse steder minder ret meget om hinanden. Og der er ingen genuin interaktion på nogen som helst af de her platforme. Det er højst tomme kommentarer. Det eneste ordentlige alternativ er tidsskrifter som Hvedekorn eller Slagtryk (eller hvad de ellers hedder). Og de har det tilfælles at der sidder en gatekeeper i form af en redaktør der bestemmer hvad der skal med af tekster.
Der er selvfølgeligt undtagelser på både fyldepennen og på SoMe-platforme. For det meste hvad angår tekster. Men nogle gange også hvad angår kommentarer. Men min oplevelse er at undtagelserne drukner i alt det indre der bliver skrevet.
Index
Kommentarer
Del
Terminus
