Digtteknikker: GAS-sætninger

18.02.2024 | digte

Det her er lidt en kæphest. Eller hvad det hedder. GAS-sætninger. GAS står for Genitiv Adjektiv Substantiv. Det er sætninger der typisk bruges i poesi. Måske lidt hovedløst. Et par eksempler fra mit eget digt Titel:

• træets nøgne stativ
• træets lysebrune kød
• solens lunkne bunsenbrænder

Digtet Titel er et af de første jeg skrev. Det er lidt sjovt. For jeg har brugt gas-konstruktionen uden rigtigt at tænke over det. I det øjeblik jeg fik at vide af min skrivekursus-lærer at den slags hedder GAS-sætninger og går igen i diverse digte, holdt jeg vist straks op med at bruge dem. Det handler nok om at de er stereotypiske i digte. Eller ideen om at jeg brugte dem bevidstløs fordi jeg forbandt dem med noget poetisk. Men at det poetiske netop ikke er det sprogligt bevidstløse. Altså at digte netop er at bryde med konform sprogbrug, og GAS-sætninger er konform sprogbrug fordi jeg brugte dem alene af den grund at jeg har set andre gøre det. Og det uden at lægge mærke til at andre eller jeg selv gør det. Der har været meget had rettet mod feks. omvendt ordstilling der jo netop har været noget man typisk fandt i digte. Feks:

en tur i skoven gik jeg et kys på kinden fik jeg og kysset fra dig det kom

For en moderne digter virker det her jo antikvarisk. Det er nok det samme der er sket for mig og GAS-sætninger.

Nå. Når man lærer at genkende den slags strukturer, dukker de jo op over alt. Lad os lave en liste:

• Solens sendags-grå spyd fra Bølger af Gustaf Munch Petersen
• Maskinernes jerngraa Lyde fra Riget af Tusind Aar af Morten Nielsen
• dagens erindrende fokus fra Idyller af Hans Otte Jørgensen.
• parkernes sorte æsker fra Cityslang af Søren Ulrik Thomasen (han er specielt glad for gas-sætninger).
• skyernes tykke tæpper fra Ukendt under samme måne af Søren Ulrik Thomsen.
• træernes tusindbladede lyd fra Lyden af skyer af Pia Tafdrup
• aftenhimmelens vanvittige farver i Stigninger og fald af Josefine Klougart
• Solens lange fingre fra Om mørke af Josefine Klougart
• materiens fine kappe fra Ud i det u-løse af Signe Gjessing
• Digternes dejlige lethed og omverdenens fremmedgørende årvågenhed fra Bodil Skovgaard Nielsen trækker tråde gennem sit litteraturår og finder tre nedslag i information: læs her
• influenceres oversete autoritet fra Medierne har skrevet rigeligt om Cillemouse. Nu er det på tide at tale om hendes budskab i information. Læs her.
• genitivens blodige fødsel fra Vejrmeldinger af Per Aage Brandt
• Stortset hele første digt i Egensindige digte (slagtryk 14/02/2024)

Jeg har ikke lige kunne finde ældre eksempler. Jeg skal nok tilføje hvis det sker.

GAS-sætninger hører til den slags poetiske greb jeg selv helt bevidst prøver at undgå. De er nævnt som noget negativt i Hvedekorns bud på hvad et godt digt er:

Pas på konstruktioner af typen: x'ens y'ede z - populært kaldet GAS (genitiv, adjektiv, substantiv). f.eks: ”kærlighedens svævende hus” eller ”ansigtets lysende sky”. De lyder poetiske, men har som regel den modsatte effekt i et digt.

Det med at de har den modsatte effekt, det tilskriver jeg ene og alene det bevidtsløse i dem. Det med at de går igen alle steder og derfor fremstår poetiske. Måske indtil man bliver klar over konstruktionen. Noget a la en akkordrundgang der er i stort set al popmusik. Som man selv bruger indtil det går op for en at det ikke er særlig kreativt. Det poetiske er det sprogligt bevidste. Og som konsekvens: det sprogligt bevidstløse bliver aldrig rigtigt poetisk. Når det er sagt: de virker ikke til at gide at forsvinde. I feks. digtet i slagtryk virker de måske til at have en positiv effekt på det at passe ind i tidsskriftet. Slagtryk er et tidsskrift hvor man kan sende digte ind, og der er så en redaktion der udvælger de digte der skal i tidsskriftet. Hvis jeg skulle skrive et digt jeg gerne ville have i Slagtryk, ville jeg nok overveje netop at fylde det op med GAS-sætninger fordi redaktion bevidst eller ubevidst virker til at favorisere denne konstruktion. De går igen i flere af digtene på siden.

Der virker til at være to typer af GAS-sætninger:

• En jeg her kalder direkte: et eksempel her er digternes dejlige lethed. Denne skaber ikke billeder, og den er ikke metaforisk. Her er det bare lethed der tilhører en eller anden gruppe af digtere, og denne er så dejlig. Den direkte behøver overhovedet ikke forbindes med noget poetisk. Tag feks. fra eksemplerne "influenceres oversete autoritet". Den er taget fra en artikel der ikke har noget med digtning at gøre. Spørgsmålet er om den selv på trods kommer til at fremstå poetisk. Jeg er nogenlunde sikker på at den er et tilfælde. Læser forfatteren af artiklen mange digte?
• En jeg kalder billedlig: et eksempel er Solens lange fingre. Altså solen har ikke fingre, men det har den så, og der skabes et billede vi skal forholde os til. Denne er forbundet direkte med det poetiske gennem billedsprog. Så det er en konstruktion ovenpå noget allerede poetisk.

Jeg synes eksemplet fra information-artiklen er ret interessant. Det er det fordi det kommer fra en underoverskrift til et afsnit om digtere. Artiklen er skrevet af en anmelder der netop anmelder digte. Jeg kan ikke lade være med at læse det som at anmelderen prøver at fremstå poetisk med sin underoverskrift. Men nok om min lommeanalyse af en eller anden anmelders motiver for underoverskrifter.

Så hvad så? Jeg kan ikke finde ud af om jeg bare har set mig sur på de her sætninger. Den her slags brok kan godt komme til at fremstå "autistisk" - det kan få mig til at fremstå som en der ikke kan kapere noget som helst abstraktionsniveau og i stedet bliver nødt til at fokusere på detaljer. Ligesom i grupper på fb hvor de udstiller sprogfejl. De summer altid af mennesker der ikke kan læse en tekst hvis der er et komma der er sat forkert. Eller hvis der mangler et nutids-r et sted. På den anden side kan jeg ikke se hvad vi skal med digte hvis ikke de netop handler om sproglig bevidsthed/opmærksomhed - både fra forfatter og fra læser. Sproglig bevidsthed implicerer sproglig kreativitet. For hvis vi er sprogligt bevidste, kommer sprogligt ensformige tekster jo til at fremstå ensformige. Og hvor mange ensformige tekster gider man læse sig igennem?

Jeg ved altså ikke helt hvad dommen er her. GAS-sætninger irriterer mig. Men der er flere af digtene jeg har fundet ekspemplerne fra, jeg synes er gode digte. Måske kan artiklen her om ikke andet få fremtidige digtere til at genoverveje det at smøre alt ind i GAS-sætninger.

Index Kommentarer Del