Naja Marie Aidts digt Du kører som en præst gennem mit system

27.03.2024 | digte

Jeg faldt endeligt over Naja Marie Aidts samlede digte. Der er et digt fra samlingen Rejse for en fremmed jeg er helt vild med, nemlig Du kører som en præst gennem mit system. Så op med det her:

Du kører som en præst gennem mit system på cykel i et lyngklædt landskab, jeg er så ør; solen stikker og vi står i lyset, der er mørkt udenom, der er mørkt, men det kan vi ikke se, du tramper, stellet giver sig, jeg vil ikke give slip, så falder jeg: Havet ligger for vores fødder, det er for stort. Men det kan vi ikke se, solen i vores hvide hjerner, i dine hvide øjne; du kigger opad og nedad på samme tid, vi tror jo vi har frelst hinanden! Der er ikke bare lyngklædt, foruden nåleskov, foruden kuperet. Jeg hænger som et bløddyr ved din arm, hvilken lykke! Jeg river dit ansigt ned til du skeler. Hvilken sorg. Og pivåben himmel, din krops rette vinkler, en sitren i gruset. Cyklende ind i min søvn som en tydelig, åben figur. Havet er virkelig for stort. Vi forstår det ikke. Så vi synger. Og træder hinanden ned fordi vi vil ind. I lyset. Men vi var der. Vi var der allerede.

Det er så mystisk og konkret på en og herlige samme tid. What a wonder!