Filosoffen Descartes fremlagde et gudsbevis i tidernes morgen. Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af hvad forskellen er på hans gudsbevis og det ontologiske. Anyway. Sidstnævnte findes på videnskab.dk. Jeg smider det ind her:
Gud er det højeste og mest fuldkomne væsen
Forudsæt et øjeblik, at Gud ikke eksisterer.
At eksistere er, alt andet lige, højere og mere fuldkomment end ikke at eksistere.
Et væsen, som besidder alle Guds egenskaber, men samtidigt eksisterer, vil derfor være et højere og mere fuldkomment væsen end Gud.
Da Gud jo er defineret som det højeste og mest fuldkomne væsen er det umuligt, at der kan eksistere et højere og mere fuldkomment væsen end ham.
Derfor må Gud eksistere, da vi jo ellers ville ende med en logisk selvmodsigelse.
Jeg blev præsenteret for det på filosofi på HF engang. Kant har kritiseret det ud fra at ham knægten der oprindeligt fremlagde det, så eksistens som en egenskab på linje med feks. det at have en farve. Og det er vist ikke rigtigt.
Hele beviset løber rundt i en cirkel og bider sig selv i halen. Et væsen som kan det samme som gud, men ikke er gud? Altså argumentet kører på at hvis gud ikke eksisterer, må der være et væsen med guds egenskaber? Ahh, vel. Man skal jo også købe ind på præmissen om at gud er det højeste og mest fuldkomne væsen.
Måske kan vi skrive det lidt om:
Forestil dig mængden {1,...,100}.
Vi kan vist roligt antage at 100 er det højeste tal i den.
Antag at 100 ikke eksisterer.
Et tal der eksisterer, må være højere end et tal der ikke eksisterer.
Nu vil 99 være et højere tal end 100.
Men vi har jo lige antaget at 100 er det højeste tal.