Lillejuleaften 2024 og hornminen i Kalundborg
23.12.2024 | højtid
Strandet i Kalundborg for en stund. Og så kom jeg sgu i tanke om den hornmine der står der. I gamle dage kunne man vist hælde penge i den. Vi var altid henne ved den da jeg var barn. Jeg slog et smut forbi, og til min store glæde er der et digt på den.
Altså:
Jeg var sømandens værste fjende Tit jeg bragte sorg og død Nu ondt til godt jeg vil vende Ved at lindre sorg og nød
Smukt! Men nu blev jeg altså nysgerrig. Jeg fandt en side om den på nationalmuseets hjemmeside. Der skete i hvert fald et eller andet i 1976. Dengang havde den noget større bogstaver i dens inskription.
Nå. Jeg fandt ud af at det hedder en minebøsse. De er i flere byer. De er løbende blevet opstillet siden starten af 1900-tallet. Man renser minen for sprængstof (god ide), og så giver man den en revne så folk kan hælde penge i den. 1/3 af pengene går til Sømandsforeningen af 1856, resten til lokale foreninger. Noget i den stil.
Nå. Men så fandt jeg altså den specifikke mine i tv-kalundborg. Den er angiveligt opstillet den 29 august 1948 af Marineforeningen. Datoen var femårsdagen for Flådens Sænkning. Og samtidig kunne man mindes de syv søfolk der døde under anden verdenskrig. Michael Nielsen der er interviewet af tv-kalundborg i artiklen, tog selv et billede af hornminen i 1979. Det ovenover fra nationalmuseets arkiv er fra 76 - altså ældre. En masse brikker faldt på plads der!
Det er lillejuleaften 2024. Og nu har vi tilmed fået et lillejule-minedigt. Kan man ønske sig mere? Find noget du kan glæde dig over, og vi ses på en anden side <3