Juleaften 2024 og historier og glædelig
24.12.2024 | højtid
Så er det juleaften, eller dagen lige inden. Altså det er den 24 december 2024. Det ser sejt ud når man skriver det sammen med årstallet. Først et spil jeg har haft oppe i forbindelse med jul ret mange gange:
Første gang var for 10 år og 1 dag siden, nemlig 3. advent 2014 - hvilken faldt d. 23 december. Så tiårs jubii her. Spillet i sig selv er ret meningsløst. Det er vel knapt nok et spil. Who cares.
Jeg har fået lavet nogle chat-gpt-billeder i år - specielt her i december. Algoritmerne spreder stemning og den slags. Men her er altså et billede af min oldefars bror IP Müller. Ja, han var sundhedsapostel og stod på ski nøgen. Sne er vand når man er gloende i idealerne.
Nok om ham. Her er en julehistorie om en af de helt store:
Ellen flåede det sidste papir af gaven og stak i et glædeshvin: Elon Musks selvbiografi. Kongernes konge. Hun satte sig op på far Mortens skød og bad ham læse op. Og han læste. Først fik Ellen tårer i øjnene. Så fik Morten det. Så Ellens to brødre og til sidst moderen. Ellen sad på skødet, resten i en rundkreds om Mortens lænestol i den hyggelige stue. Juletræet stod og funklede. "Kan vi overvinde alt bare vi gir os hen til Elon", spurgte Ellens ældste bror, Allan. "Ja", svarede Morten. "Elon har ene og alene udviklet og programmeret verdens mest avancerede maskine, Teslaen", fortsatte Morten, "Ergo er han den mest intelligente person på jorden. Og hvilken person er bedre at have som læremester?". Og de alle sad og nikkede for sig selv. De satte sig til bords og øsede op af kalkunstegen. "Hvem ville være den bedste og klogeste verdenspræsident", spurgte Ole, Ellens anden storebror, "Elon eller Mark". "Det er svært at svare på", svarede Morten, "Mark er et geni på sin helt egen måde. Han forbinder mennesker og skaber en offentlig debat. Han giver selv de fattige her i verden en stemme. Elon derimod kan redde os fra verdens katastrofer, han kan mobilisere os. Kunne man forestille sig at have to verdenspræsidenter?". De holdt alle op med at spise, de kikkede bare hen på Morten. Og så græd de igen af glæde. Efter maden dansede de om træet. Og derefter satte Ellen sig igen på skødet af Morten som sad i lænestolen. Og de andre satte sig på gulvet i en rundkreds om ham. "Fortæl historien om Elon", sagde Ellen, og Morten fortalte: **** I en lille by i Sydafrika, langt fra verdens teknologiske centrum, voksede en ung dreng op med hovedet fuldt af drømme. Elon Musk var ikke som de andre børn. Han læste bøger i stedet for at lege udenfor, byggede computerprogrammer, mens andre spillede fodbold, og stillede spørgsmål, som ingen kunne besvare. Hvordan fungerer universet? Hvorfor er vi her? Og hvad kan vi gøre for at redde menneskeheden? En barndom fyldt med nysgerrighed Som barn var Elon en ensom sjæl, men han fandt trøst i science fiction. Bøgerne om rumskibe, kolonier på Mars og kunstig intelligens inspirerede ham til at se ud over Jordens begrænsninger. Allerede som 12-årig programmerede han sit første computerspil, "Blastar," og solgte det for 500 dollars – et tidligt tegn på hans entreprenørånd. **** Igen skete det: de alle fik tårer i øjnene og følte inde i sig selv en lille smule af den storhed de vidste Elon besad. Og selv den lille smule varmede som et atomkraftværk i hjertekuglen. "Hvordan kan det være han ikke var som de andre børn", spurgte Ellen så. Og Morten svarede "Dem der er skabt til noget stort, er tit anderledes end os andre, de er ligesom overmennesker". "Men jeg er heller ikke som andre børn", sagde Ellen, "er jeg skabt til noget stort?". "Desværre ikke", svarede Morten, "der er meget få af dem som Elon. Men tænk ikke på det, du skal noget mere simpelt. Måske kan du arbejde på en af hans fabrikker og på den måde nyde hans tilstedeværelse her i verden og følge hans stemme". Ellen kikkede op på sin far og nikkede. Og så brød de alle ud i gråd igen.
Jeg må indrømme: jeg har fået chatgpt til at skrive et afsnit. Kan du gætte hvilket? Aika kunne ikke:
Hav nu en glædelig jul. Pas på jer selv, ikke noget med at tørre nogle raketter fra sidste år på grill i ovnen. Jeg var ellers lige ved at vinde en gåtur i min husforbi-skrabelodskalender. Jeg fik 9/10 fødder. Det er jeg ærgerlig over. Men ikke lige så ærgerlig som Aika. Hun håber det hvert år - man kan se det på hende. Hun sidder og dagdrømmer i sofaen om en byvandring gennem københavn. Duer hun kan jage ad helvedes til, andre hunde hun kan snuse i røven og snakke med om noveller hun har læst, digte hun har skrevet. Tanker om livet som hund på en ø. Næste år, Aika. Indtil da: pas på dem omkring jer!