Poetisk funktion #1: sideordnede sætninger og kausalitet

27.02.2025 | sprog

Jeg har før skrevet om poetisk funktion. Kort fortalt er det at ord har en sammenlignelighed udover den at de står op og ned ad hinanden i samme sætning. Med sammenlignelighed forstås at de tilhører samme klasse på et eller andet punkt. Feks. tilhører ord der rimer, samme klasse - nemlig den hvor ord rimer. Så gang, sang, forrang osv. rimer først og fremmest. Også selvom de står spredt udover et helt digt. Noget der falder lidt udenfor, eller måske falder meget godt indenfor, er sideordnede sætninger. Feks.

Jeg løb en tur tidligere, og nu er jeg træt.

Her er intet spor af et fordi der ville angive kausalitet. Her er heller intet hvis ..., så der ville angive en implikation. Kort fortalt: de to sætninger har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Men det vil man jo gerne have at de har som læser. Vi deducerer bare på sætningen og slutter selv at der er kausalitet. Den er næsten alligevel for oplagt. Anyway. Kausalitet på denne måde bliver vel også overført af poetisk funktion. Altså vi siger bare de begge to tilhører den samme klasse af årsagsrelationer. Men der jo ingen årsagsrelation. Så det er en klasse vi presser dem ned i. Fysisk udfoldelse må have en konsekvens. Eller omvendt: enhver kan da regne ud hvad min træthed skyldes.

Sideordnede sætninger er et klassisk retorisk greb. Jeg kan huske noget med Støjberg jeg helt sikkert ikke kan finde frem igen. Men i politik er det typisk noget med at fortælle en eller anden sandhed og sideordne det med en eller anden anden sandhed. Og så lade læseren forstå det som en konsekvens. Feks.

Invandringen er steget med 30% de sidste 30 år, og kriminaliteten er steget med 40%.

Jeg har længe haft en idé om at vi kunne lade de her lavthængende retoriske frugter falde ned og rådne væk, hvis vi alle sammen begyndte at læse nogle flere digte. Jeg ved ikke om det hænger sådan sammen. Men gør det alligevel, og pas på jer selv <3.