Storm Ps historie Det var ikke mig fra Min ven Sofus

15.03.2025 | historier

Jeg fandt lige historien "Det er ikke mig" i Storm Ps "Min ven Sofus". Altså jeg fandt først Min ven Sofus til et par håndører i genbrugsen. Historien er en omgang Kafka ud i at bestille en bajer og en sildemad. Men jeg er ret vild med hvor snørklet en fantasi P har. Så her med den historie:

Man skulde have levet i den Tid, da man skrev »Fanden gale mig« med F. g. m., og saa Prikker bag Bogstaverne - man var saa dejligt genert dengang - nu er det noget andet. Forleden gik jeg ind paa en Café - og satte mig i et beskedent Hjørne - jeg bankede diskret paa Kelneren - jeg ventede - jeg bankede igen og ventede - jeg afventede og afventede igen. Saa bankede jeg lidt højere og dukkede mig lidt af Angst for at have gjort for megen Støj - men Kelneren kom ikke. Jeg satte smaa Streger paa Bordet for hver Time der gik inden Kelneren viste sig - da der stod atten Streger, tog jeg min Hat og gik til Barberen - imedens havde jeg sat et Bybud ved Bordet, med bestemt Ordre til at banke, hvert Kvarter. Da jeg kom tilbage til Caféen, sad Bybudet med højre Arm i Bind, men han bankede med venstre - jeg afskedigede ham med en Elefantorden, to Hundrede Kroner og fri Adgang til Krematoriet, og overtog selv Bankningen. To Minutter før Lukketid viste der sig en Kelner - jeg faldt paa Knæ for ham og med foldede Hænder bad jeg ham servere for mig. Han saa ned paa mig og sagde: Det er ikke mig! - saa vendte han Ryggen til mig og viste sin Nakke der lignede et flækket Lammehovede. Jeg gik til Telefonen og ringede til et Detektivbureau, om ikke de kunde opsnuse den Tjener, der serverede ved mit Bord. Umuligt - Detektivchefen havde for travlt med at udspionere sine Detektiver og Detektiverne kunde ikke afbryde deres Undersøgelser angaaende Chefens Privatliv. Jeg satte mig roligt hen igen ved mit lille runde Marmorbord - sælsomme Figurer var formet deri - af Marmorets Aarer - der stod et herligt, dumt Faarehoved - jeg nikkede genkendende og begyndte at lave mig til for Natten - slog Feltseng op og tog Pyjamas frem - jeg vovede et eneste lille Bank endnu - men lidt efter slukkedes Lyset og Orkestermedlemmerne sloges om Lønforhøjelse og vilde blæse Restauratøren et Stykke, hvilket han frabad sig, da Klokken var over elleve. Natten forløb roligt - et Par Gange blev jeg vækket af Telefonen, det var Gæster, der vilde sikre sig en Smørrebrødsseddel to Maaneder frem i Tiden. Morgenen brød frem, to Piccolo’er løb paa Rulleskøjter mellem Bordene. Kelnerne troppede op, lugtende af frisk Haarpomade. Jeg sad ved Bordet og bankede, og det mærkelige skete, at der kom en Tjener. Jeg anslog en flegmatisk Tone og bad om en Kop The - Nu skal jeg kalde, sagde Ynglingen og snurrede om paa Hælen, som Hans Bech i »Fjernt fra Danmark«. Jeg afventede roligt Skæbnens Gang og begyndte paa mine Streger - en-to-tre-fire og-saa-videre - - - Da Raadhusuret slog tolv, tog jeg min Hat og gik hjem og spiste Frokost - og derefter atter til mit lille runde Bord i det beskedne Hjørne i Caféen. Jeg bankede - jeg havde nu anskaffet mig et elektrisk Bankeapparat, der virkede automatisk hvert femte Minut - paa den Maade kunde jeg passe mine literære Sysler imens. Af og til kom en Kelner og sagde, at det ikke var ham. -- Klokken 6 ankom min Middag fra et Middagsabonnement, tre smaa blaa Emaljespande ovenpaa hinanden -- Apparatet bankede uafbrudt. Henad Aften kom et lille Selskab og satte sig overfor mig og kiggede interesseret paa Mig -- er jeg interessant? Efterhaanden blev det generende og jeg besluttede mig til at gaa. Apparatet bankede hvert femte Minut. En Kelner kom og sagde: Det er ikke mig! Saa be Begyndte jeg at digte, iscenesatte og spille et Slags Drømmespil - det nysgerrige og taktløse Selskab overfor mig satte sig bredt tilrette og gloede paa mig -- aad mig med øjnene. Først skød jeg ni Kelnere og skar dem i Skiver og hængte dem op paa Vaggene som Skydeskiverne paa Skydebanen. Derefter spiste jeg Marmorbordet og trak Skægget af en overordnet Jernbaneembedsmand -- saa forvandlede jeg mig til Tordenskjold og skød to af de høje Sporvogne i Sænk og nægtede at redde de overlevende. Apparatet bankede fremdeles - det hamrede som paa Værftet hos Burmeister og Wain. - Saa kom et lille Balletdivertissement, medens Gulvet blev brækket op - Selskabet overfor sad med hvide Ansigter og stirrende Øjne. (Der burde være et Grand Guignol Teater her i Byen - Publikum elsker Rædslen). Jeg forvandlede mig til Kelner og serverede femtusind Bøffer i Løbet af to Minutter - jeg var høflig - og læste i samtlige Verdens ledende Blade, at jeg var høflig - at der endnu fandtes en høflig Person. Jeg modtog Hosebaandsordenen af afdøde Dronning Viktorias egenhændige Haand og - vaagnede! - Klokken er elleve, Herre, sagde en pæn ung Mand. Tillader De jeg gør op - vi lukker nu? - Jamen, Kære! Jeg har intet faaet - jeg har siddet her og kaldt paa Dem hele Aftenen. — Aah! sagde han, det er ikke mig!

Jeg har lidt en idé om at det er noget P selv har oplevet. Men hvem ved, det er ikke mig!