Som så mange fotografer før mig. Og nu er det altså blevet min tur. Månen.
Det er unægteligt, i hvert fald for mit vedkommende, facinerende med alt hvad der svæver rundt omkring vores planet. Månen er jordens måne, den tætteste planet (eller satellit eller legeme eller så videre) på jorden, og den er udover jorden det eneste i universet vi har sat vores ben på. Månen er sikkert også noget af det mest fotograferede. Månen er cirka 3500km i diameter. Jorden er 12000km. Månen er 27 dage om at dreje engang rundt om jorden. Den drejer i samme retning som jorden roterer om sig selv.
Da jeg besluttede at fotografere månen, egentligt kom det lidt som en selvfølge, gik det op for mig at den nogle dage forsvinder ret tideligt. Jeg troede at månen var noget man kun så om natten. Men det ikke rigtigt. For hver af de 27 omløbsdage står månen en time senere op. Den første dag, måske 02/01, forsvandt månen allerede klokken 17-18 stykker. Mens den i dag hænger til efter midnat.
Med alle mine mm skruet helt op kan man på billederne se månens overfladestruktur. Det kan man lige knapt med det blåtte øje. De mørke plamager troede man engang var hav, men nu har man fundet ud af at det er lavland bestående af basalt. Månen har muligvis engang været dækket af lava. Overfladen bærer over alt præg af kratere. Disse er dannet ved asteroidenedslag. Muligvis en masse nedslags indenfor et relativt kort tidsinterval. Og så er man for tiden overbevist om at månen engang har været en del af jorden, men at de to er blevet splittet ad ved et sammenstød med en anden planet på størrelse med Mars.
Dagfotoet er taget med solen overfor. Lyskilden der lyser lidt over halvdelen af månen op, var altså synlig sammen med månen.